27.01.13 – The Sword – Lille Vega

Foto: Claus Wrang Michaelsen
Foto: Claus Wrang Michaelsen

Riff Raff i sløvt baglokale

De har eksisteret siden 2003, har udgivet fire albums, kommer fra kødbyen Austin, Texas, og har (gen)opfundet det klassiske guitarriff, der sidder lige i skabet og får hårene på nosserne til at rejse sig i svedig begejstring, når først Mr. Cronise & Co. får fyret op under kedlerne. Denne aften i et udsolgt Lille Vega leverede kvartetten eksempler på deres evner med pluk fra hele bagkataloget og heldigvis kun et par enkelte fra det seneste album Apocryphon, som må siges at være deres mindst stærke udspil indtil videre. Der er kommet lidt mere synth bagved numrene, mens riffene stadig kører bevidstløst ud ad den samme søndertrampede boulevard.

Men det er jo live, man skal lade sig opsluge af den rå energi og de fede akkorder; fuck de pæne produktioner og fuck de elitære anmeldere, der sammenligner bandet med Black Sabbath og alle mulige andre stereotyper. Nu stod de på scenen, og det var nu, de jernhårde riffs skulle omfavne publikum og bringe os tilbage til urtilstanden af rå power og uforfalsket energi, der ville gå lige i mellemgulvet. Og gjorde det så det?

Tja, oppe foran, måske, hvor man kunne høre noget. Men nede bagerst var det svært at fornemme særligt meget andet end en række numre, der til forveksling lignede hinanden uden andet end bandets cv til at holde troværdigheden oppe. Bevares, der rejste sig en skov af hænder, når Sværdet ramte publikum med deres effektive rundgange, og der var ingen tvivl, når bandet leverede det ene ’hit’ efter det andet. Gensynsglæden var der blandt folk, og det er på mange måder nok. Men når jeg alligevel følte mig lidt snydt denne aften, var det blandt andet på grund af forsanger og guitarist J.D. Cronises mildest talt elendige vokal, der bare snøvlede derudad, uden den mindste intonation af nogen art. Hans stemme passer i mine ører bedre til et britisk shoegazer-band, end til stonerkongerne fra Texas. Der manglede simpelthen bund og kraft i vokalen til den potente musik, og det trak noget ned hos mig.

Derudover irriterer det også, når man ikke kan se hele bandet. Således var trommeslageren usynlig under hele settet, placeret helt bagerst inde mellem gearet og indhyllet konstant i røg, som om bandet skammede sig over ham. Samlet set var der heller ikke det store bid i den performance The Sword leverede, og de når altså ikke langt i min karakterbog ved at forsøge at agere übercool og underspillede.

Det forpligter, når man har noget nær verdens bedste riffs. Så skal man kraftpeterstejleme fyre bomben af lige i fjæset på publikum – og det kan man ikke ligefrem sige, The Sword gjorde denne aften. Men deres riffs var fede!
[nggallery id=167]

Tags from the story