27.04.12 – Michael Kiwanuka – Lille Vega

Brand nyt soul talent i nostalgiens tegn

Lille VEGA byder på en søvndyssende stemning med soulmusik strømmende ud af højtalerne, mens rummet er spækket med vennepar, mest kærestepar, i alderen 25+ af begge køn. Endelig træder aftenens mand frem på scenen; en smilende mand med et sæt tætte sorte krøller, der tager fat omkring sin guitar og begynder at synge ” I didn’t know, I didn’t call, but I’ll get along in a little while”. Sangen hedder “I’ll Get Along” og det er med store forventninger jeg ser artisten Michael Kiwanuka indtage scenen.

Den 24-årige musiker fra Nordlondon, med ugandiske rødder, blev udkåret som vinder af BBC’s kritikerpris Sound of 2012, og har turneret som opvarmning for den britiske sangerinde Adele, og en del af Storbritanniens soulbølge. Debutalbummet Home Again fra i år, er præget af soulet funk, folk og country, og har stået på repeat hjemme hos mig op til aftenens koncert.

Bandet spiller op, og består af fem friske fyre, der hver især har sit særegne præg, om det er kæmpe afro, aflangt sjusket hår eller hat. De spiller henholdsvis på trommer, percussion, klaver, bas og guitar, og supplerer med backupvokal på enkelte numre, mens Kiwanuka veksler mellem akustisk og elektrisk guitar.

De får det virkelig til at svinge på første nummer, og fortsætter på det country inspirerede nummer ”Always Waiting”. Hele publikummet hujer og klapper i vild begejstring, og Kiwanuka virker nærmest helt overvældet af folks henrykthed. Han smiler genert og fortæller kort at det jo er fredag aften og der skal festes. Derefter spiller bandet ” Tell Me A Tale” et funky 70’er inspireret nummer, der munder ud i en lang jamsession hvor der for alvor kommer gang i trommesættet og eksperimenteret med percussion instrumenterne. Det er et forfriskende syret outbreak fra de foregående numre der blev spillet som de forekommer på albummet.

På Kiwanuka’s debutplade bliver arrangementerne bakket op af lyst fløjtespil og violinstrenge, der desværre ikke optræder til koncerten, og jeg kunne godt savne det ekstra lag i musikken som skabes af akustiske blæser-/strygeinstrumenter. Til gengæld er bandet dynamiske, gode til at variere mellem mid-tempo numre og langsomme numre, og giver hinanden plads til solostykker.

Efter Kiwanuka har præsenteret bandet på sit charmende britiske engelske, spiller de mit favoritnummer fra albummet; ”Worry Walks Beside Me”, et temmeligt melankolsk nummer. Nogen stor stemme har Kiwanuka ikke, men hans vokal passer til sangskriveriet. Efter bandet har spillet den simple doo-wop inspirerede kærlighedssang ”Bones” fortæller Kiwanuka om hans tidlige teenageår, hvor han øvede på sin guitar inde på sit værelse, og forklarer samtidigt valget af motivet på sin T-shirt ved at spille en hyldest til Jimi Hendrix i form af sangen ”Waterfall” (“May This Be Love”). Nummeret viser Kiwanuka’s musikalske alsidighed og kærlighed for sit guitarspil.

Efterfølgende efterlader bandet Kiwanuka alene på scenen, og han får lov til at spille to numre på akustisk guitar; ”I’m Getting Ready” og ”I Won’t Lie”. Her har jeg mest af alt lyst til at sætte mig ned, læne mig tilbage og nyde sangene i al deres enkelhed, men der er ingen siddepladser i Stauning-salen. Til sidst spiller bandet det folk inspirerede titelnummer ”Home Again” sammen, og slutter af med et cover af ”Don’t Know” af Bill Withers.

Helt stuvet sammen ved den intime scene, har det dansende og gyngende publikum under hele koncerten været stærkt betaget af Kiwanuka, og har klappet energisk og sunget med på sangene. De heftige klapsalver til sidst får da også hevet de unge mænd fra bandet ud for at spille et par ekstranumre.

Det var dejligt at få lov til at høre Michael Kiwanukas musik live, der tillod mig at gå en tur ned af mindernes allé og få en ide om hvordan en koncertoplevelse må have været i 1970erne. Efter koncerten er Michael Kiwanuka stadig et ligeså vidunderligt bekendtskab, som han var efter gennemlytning af debutpladen. Ikke mindst på grund af hans smittende smil, følsomme stemme, og iørefaldende retro-soul anno 2012. Selv uden en forførerisk fløjte og smægtende violiner.

Tags from the story
,