27.08.10 – Pretty Maids + Artillery – Amager Bio

Pretty Maids

På tur i egne fodspor

Der var totalt udsolgt i Amager Bio denne aften. Lidt over 1.000 mennesker, med andre ord, havde valgt denne aften til at finde tilbage til noget af det mest oprindelige på den danske hardrockscene i starten af firserne. For der var naturligvis tale om de to efterhånden legendariske firsernavne Pretty Maids fra Horsens og Artillery fra Taastrup. Begge bands spillede en stor rolle i udviklingen af den danske rockscene i starten og midten af firserne – om man kan lide deres musik eller ej!

Denne aften var der 25-års jubilæum for udgivelsen af henholdsvis Pretty Maids fuldlængde-debut Red, Hot and Heavy og Artillerys tilsvarende Fear of Tomorrow, som begge så dagens lys i det Herrens år 1985. Dengang Poul Borum stadig anmeldte rock, skrevet med branchens mest nikotingule fingre, og dengang bands som D.A.D., Sort Sol og Kliché og TV2 var friske skud på undergrundsstammen af progressiv rock og punk. Pretty Maids valgte hurtigt efter de første par skiver at slå over i den mere velfriserede og melodiøse popheavy, hvor Artillery hele vejen har holdt fanen højt over det brutale og tempofyldte hardcorerock. Men hvad havde tiden gjort ved deres respektive debutskiver, og kunne de gamle drenge levere varen, her 25 år efter?

Artillery
Fear of Tomorrow har både det aggressive og det melodiøse, og numrene har momentvist en slidstærk charme over sig, der sagtens lader sig genfortælle 25 år efter. Der var en begejstret stemning i den fyldte sal, allerede fra Artillerys performance, selvom det var tydeligt at se, hvem publikum var kommet for at se, alle de kitchede t-shirts at dømme ud fra. Artillery leverede et solidt og sympatisk show, der stadig har energien fra dengang, men som også efterlader et indtryk af noget, bandet ikke længere helt har føling med. Godkendt, uden at være voldsomt prangende. Det kan anbefales at gå direkte til When Death Comes fra 2009, som holder en solid standard, og som viser et band i storform, når det gælder den ægte hardcore-vare. Denne aften virkede det mere, som om de var med for at holde konceptet om 25 års jubilæum.

Pretty Maids
Da jeg læste et interview med de to oprindelige medlemmer af Pretty Maids – Ronnie Atkins og Ken Hammer, som borgerligt bare hedder Paul og Kenneth – at de ville genopføre deres værk fra ’85 i sin helhed, blev der lynhurtigt dannet en masse billeder på min indre nethinde. Red, Hot and Heavy var for mange, deriblandt undertegnede, en skive, der hurtigt i 1985 fik kultstatus. Det var intet mindre end en gennemfed, superproduceret og fuldstændig original dansk rockudgivelse. At pladen starter med det buldrende, voluminøse korværk Carmina Burana, gav blot musikken en masse vitaminer og autenticitet, og gav pumpende årer i panden på os drengerøve, der tonsede rundt til lyden af Paul og Kenneth og de andre drengerøve fra Horsensbandet.

Da lyset i Amager Bio denne aften blev dæmpet og Carl Orffs korværk buldrede ud af højttalerne var det som at blive transmogriffet tilbage til en tid med seje læderjakker, langt hår og øl fra Aldi – og en uskyldsren heavy-rock, der slet ikke har den brutale kant som genren ellers har udviklet gennem årene.

Numrene fra albummet blev præsenteret og leveret med et solidt drive, og især de tre yngre bandmedlemmer, der formentlig knap var født dengang, sørgede for den nødvendige opbakning på rytmesiden, selvom de fremstod en kende bedagede over at være på scenen med så fint et selskab.

Man kan derimod ikke sige, at d’herrer Paul og Kenneth virkede specielt ungdommelige, men de gjorde absolut hvad der stod i deres magt for at spille numrene så ægte og autentiske som muligt. Eneste minus var Kenneths momentvise overkåde og nærmest fnisende attitude over at skulle spille nogle af de gamle numre. Man må sige, at vælger bandet at spille musik fra den tid af, skal det fandme også leveres med den overbevisning og troværdighed, et udsolgt og tydeligvis ekstremt begejstret publikum fordrer. Alt andet er at tage pis på folk, der har betalt for at genopleve noget musik, som rent faktisk repræsenterer rigtig mange fede oplevelser og minder.

Men på den anden side kunne numrene bare tale for sig selv, og det gjorde de forbløffende godt. Her 25 år efter fremstår albummet stadig friskt og med en masse charmerende energi. Og selvom vokalen slet ikke kunne nå op på de oprindelige toner, var der også her en masse gode melodier og fraseringer, der beviste albummets slidbare kvaliteter.

Pretty Maids har lavet en række udgivelser, der næppe går over i historien, men deres debutalbum indeholder faktisk en række gode og toptunede sange med både kant og drive. Alt i alt et nostalgisk og overbevisende genhør med et fuldfedt album.

Eneste kæmpemangel på aftenens show var, at bandet ikke tog skridtet fuldt ud og spillede nogle af de fantastiske numre fra deres allerførste studieindspilning fra 1984, den selvbetitlede EP, der indeholder superklassikere som ”City Light” og ”Shelly the Maid”. Havde de spillet dem, havde jeg overgivet mig helt og holdent. Men spørgsmålet er, om de kan se sig selv på scenen, udførende numre, der jo i høj grad også tilhører en svunden ungdom for de modne herrer. Ikke desto mindre var publikum tydeligvis begejstrede for genhøret med de gamle klassikere, og ingen kan tage fra Pretty Maids, at de har en trofast og loyal fanskare, der denne aften fik, hvad de kom for at høre.

Tags from the story
,

Skriv et svar