Nyheder

Musiknyheder

Anmeldelser

Plader, film, bøger, demoer

Live

Koncerter & festivaler

Artikler

Interviews og reportager

Konkurrencer

Cd’er, t-shirts og koncertbilletter

Forside » Koncertanmeldelser -

27.09.12 – Fun. – Store Vega, København

Skrevet af - 01/10/2012 – 07:00Ingen kommentarer

Kunstner: Fun.

Spillested: Store Vega, København

Koncertdato: 27.09.11

Karakter: 7 / 10

Fun. på Store Vega 2012 (Foto: Lars Asmussen)

Sjov, ballade og en vis portion talent

Trioen Fun. (ja der er punktum i navnet) fra New York har med deres andet album Some Nights fået sig noget af et gennembrud. De spiller powerpop som er tilsat stemninger af både musical og bombastisk drama. Både forsangeren Nate Ruess’ lyse vokal og nogle kraftfulde velarrangerede korsekvenser leder tankerne hen mod Queen, men med den fandenivoldske og bombastiske indstilling Fun. har til popmusikken, er de blevet deres helt egne.

Store Vega var i aften tæt på udsolgt, og det overraskede mig, at ca. halvdelen af salen var unge skrigende piger. Længere nede i salen stod alle os, der havde et lidt mindre fanatisk forhold til gruppen. Fun. er i deres liveudgave seks på scenen, og det er nødvendigt for at opnå den farverige og ganske opfindsomme powerpop, de har leveret på Some Nights, og det er uden tvivl deres alsidighed, der har ramt det meget brede publikum man så i salen i aften.

Der indledtes med den iørefaldende ”Carry On”, og det var opløftende, at hele salen formåede at skråle med på nummeret. Tonen var slået an, og det kunne godt se ud til, at der var én lang sejrsmarch i vente for Fun. Langt hen ad vejen kørte det også for dem, og med hele seks mand (den ene en kvinde) på scenen, fik vi heldigvis både blæsere, samples og keyboard, som gav koncerten det løft, som den nye plade fortjener. Men New Yorkernes materiale er ikke stærkt nok til holde en høj intensitet gennem en hel koncert. ”It Gets Better” er den nye plades svageste nummer, hvor den ødelægger det gode flow i gruppens musik, og det samme gjorde sig gældende i aften. Det huggende, og nærmest punkede tempo gjorde, at entusiasmen blandt publikum dalede, og de derefter følgende ”Barlights” og ”All Alright” formåede ikke at vække salen igen. Her kan hits gøre underværker. Mod slutningen kom ”We are Young” og ”Some Nights” selvfølgelig, og salen eksploderede igen. Heldigvis.

Den suveræne styrmand i aften var forsangeren Nate Ruess, der som en Duracell-kanin havde energi både i vokal og bevægelse på scenen fra start til slut. Han er en lille fyr med det helt rigtige hipster-outfit, men man skal heller ikke glemme, hvor kompetent en sanger han er. I samme sikkerhed som på Some Nights sang han for fuld kraft og ofte oppe i de helt lyse toner uden at gå over i falset.

Fun. gav publikum en sjov aften i Store Vega. Nate Ruess var i sig selv en indpisker, og til tider savnede man lidt mere liv hos de fem andre på scenen. Forsætter gruppen med at producere musik af samme skuffe, vil de kunne sætte gang i enhver fest, og måske endda holde intensiteten konstant fra festen sættes i gang til der lukkes og slukkes.

Facebook-kommentarer

Facebook-kommentarer

Powered by Facebook Comments