27.10.06 – Adam West – Rust

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Cock, rock, fuck!

”In America we got two things for the girls; we got dick and we got cake, and we just ran out of cake” – Jake Starr, Rust fredag d. 27. oktober.

Bandet Adam West spilder absolut ikke tiden på nonsens, når det handler om at fyre numre af i et heftigt tempo med et bid som kun få andre bands kan præstere. De har samme huggende riffs som Danko Jones, i en mere punket version, og spiller tight som fanden. Utallige koncerter gennem årene har sat deres præg på den rockmaskine som Adam West er.

En frygtindgydende bassist, der kunne være Nick Oliveris uægte bror, ligger ikke bare bandets solide bund, men er også særdeles aktiv på scenen med et diabolsk blik i øjnene og langt strittende fuldskæg. Den testosteronpumpende trommeslager sørgede for et vildt larmende bagtæppe af eksplosioner, der matchede forsanger Jake Starr, der slog sig på brystet af bare begejstring for at spille rock igen. Riff’sne fra guitaristen var hurtige og klare i lyden, men på et tidspunkt flød numrene lidt sammen for undertegnede, indtil man bare overgav sig og accepterede præmissen; klampen i bund, og lad være med at se dig tilbage.

Fedt og varierende var det når tempoet få gange blev trukket lidt ned, hvilket sangene sagtens kunne holde til – lidt mere groove. Grundet den høje intensitet passede koncertens længde på 55 minutter godt. Man synes ikke at der manglede noget, og sangene begyndte lidt at ligne hinanden, men stod stærkt plantet efter at sidste tone var afleveret.

Publikum på Rust var lidt sløve i optrækket for en fredag aften, men Adam West var absolut lige glade, og fyrede hæmningsløst riffs af. Sidst Washington DC-bandet gæstede Danmark var der, som de sagde fra scenen, 12 betalende gæster, så fremmødet denne gang var overvældende. Omkring 40-50 sjæle havde fundet vej til en aften med ufortyndet rock’n’roll, og bandet skabte en sjov uformel stemning sammen med den lille samlede flok.

Adam West synes at være et af de bands der er på uendelig tour. Efter koncerten pakkede de selv gearet ind i deres van – og så er det videre til næste by, hvor de atter skal give sig selv 100 procent på scenen, lige meget om der er 12 eller 50 hungrende gæster.

Tags from the story

Skriv et svar