28.08.11 – Primal Scream – Store Vega

Tidsløst 90’er trip

De kunne næsten ikke have planlagt det bedre. 2 dage efter min egen 20 års fødselsdag, valgte Primal Scream at fejrer Screamadelicas 20 års fødselsdag, med en fremførelse af dette album på Store Vega. Langt størstedelen af alle gæsterne var en del år ældre end mig, og jeg frygtede at jeg var til koncert med folk, der havde glemt hvordan man hengiver sig 100% til et band. Men allerede da opvarmningsbandet Little Barrie havde spillet 2-3 numre, havde publikum overbevist mig om at de var kommet for at feste, og gå amok som for 20 år siden. Don’t fight it, feel it!

Bobby Gillespie og resten af Primal Scream indtog scenen, som om det var det mest naturlige for dem. Alle numre blev leveret ekstremt overlegent, og selvom koncerten var en hyldest til Screamadelica albummet, var Gillespie og co. ikke bange for at ændre gevaldigt i både albummets og numrenes strukturer. Således endte “Higher Than The Sun” som en lang syret psych-rock jam a la Led Zeppelins “Whole Lotta Love”, men stadig med elementer fra den cool dubbede version man finder på indspilningen. Selvom det virker fjollet at ændre på noget der fungerer så perfekt, virkede det! “Slip Inside This House”, “Damaged” og “I’m Coming Down”, blev alle spillet i meget lange versioner, men gjorde på ingen måde det legendariske album skam. Tværtimod åbnede “I’m Coming Down” og “Inner Flight” sig op, og satte en tyk streg under at Screamadelica er et helstøbt album, med numre der passer perfekt til dansegulvet, men også de tidlige morgentimer, hvor man kan mærke forvandlingen mellem nat og dag.

Primal Screams musik er så tæt forbundet med halvfemsene, at jeg var bange for at aftenen ville udvikle sig til et kikset retro flip, men når beatsne er så tunge og bassen er så fandens groovy, havde jeg så travlt med at mærke musikken og hengive mig til den, at det sidste jeg tænkte på var fjollede halvfemser fester. Folk kunne mærke trippet, og efter en lidt stille midte i koncerten, overgav publikum sig i “Loaded” og “Come Together” som sluttede hovedsættet af. Sidste nummer endda så overbevisende at da Bobby Gillespie forlod scenen som sidste mand, stod publikum stadig og sang: ”Come together, as one”, mens vi tålmodigt ventede på at Primal Scream ville præsentere noget mere for os. Selvom bandet stadig ikke havde præsenteret den glimrende “Shine Like Stars” nøjedes de med at spille materiale fra nogle af deres otte andre studie albums. Det fungerede godt for de dedikerede fans, men oven på en fuldstændig perfekt social fællessang, der kunne gøre enhver venstre orienteret politiker misundelig, var det lidt et antiklimaks for en fest, der for alvor kunne være vokset med de tre ekstra numre.

Written By

Spiller guitar og synger i The Brazierlights In The Window. Laver hip-hop i Bring Me The Good Things og spiller bass i White Emphasis. Booker hos Cupid Come Booking. Derudover laver jeg en gang imellem musikvideoer og andre film relaterede projekter.

1 kommentar

  • Lyder som om det var en fed fest. Fin anmeldelse fra The New Generation of Rock’n’Roll!

    Hilsen fra en 44-årig stivbenet, stivnakket og til tider bare stiv ynder af den fede rock – – Carsten

Skriv et svar