28.01.10 – Mustasch – Pumpehuset

Foto: Fredrik Etoall
Foto: Fredrik Etoall

Tungeslasker, rock’n’roll og fed lyd i Pumpehuset

Da Pumpehuset engang i firserne blev åbnet med en afsindig støjende koncert med Sort Sol, var det indvarslingen til en epoke med masser af firserheavy, punkrock, undergrund og alle mulige mærkelige musikalske oplevelser i det gamle, aflange pumpehus. Stedet var en erstatning for Weidekamps hensynsløse nedrivning af Saltlageret, der skulle lægge grund til overborgmesterens fallos af en bygning med Planetariet.
Siden hen mistede Pumpehuset sit gamle skær og henslæbte i mange år en kummerlig tilværelse som yndet spillested for Sanne Salomonsen kopibands og revivalkoncerter med ældre bands, der for længst havde overskredet sidste salgsdato. Men nu, kære læser, er Pumpehuset tilbage igen, med nye navne, nye øl i baren, ny lyd og ny ledelse. Nye boller på suppen, med andre ord. Og så alligevel ikke, for denne torsdag aften blev der bare serveret en solid omgang sumprock med masser af herlig attitude og gedigent håndværk. Fuldstændig som i de gode gamle dage.

Aftenen blev indledt med københavnerkvartetten, Karma Cowboys, der med en ekstra guitarist og debutalbummet Shake it i ryggen, fyrede en gang underholdende, hoftevridende bluesrock af. Sangeren, Thomas Klovn Carlsen, for rundt på scenen med hovedet langt op i røven på Robert Plant og delte en masse kærlighed og hjerter ud til publikum, mens resten af bandet fulgte trop med deres kompetente powerblues. Især skal fremhæves trommeslageren, Jakob Rønlov, der sad som en canadisk lumber-Jack og tæskede løs på sine langskæggede trommer.

Da svenske Mustasch endelig gik på scenen til introen til det Internationale Melodi Grand Prix, var Pumpehuset efterhånden fyldt godt op, og folk glædede sig tydeligvis til at se det band, der desværre blev aflyst i december sidste år, hvor de ellers skulle have spillet.
Mustasch har ikke den store bredde af virkemidler. De spiller effektivt og kontant den fede rock, men de har tydeligvis et godt greb om nosserne på deres rockshow, der for det meste er centreret omkring forsanger og guitarist, Ralf Gyllenhammar. Som en klon af Volbeats Michael Poulsens coolness og Johan Olsens krøllede punkattitude indtager han helt naturligt rollen som indpisker og dirigent, der sikkert styrer de sejt pumpende riffs i havn, mens numrene brøler derudaf på det oprørte hav.

De fem studiealbums udgør tilsammen et solidt bagkatalog, men det var især numrene fra bandets seneste selvbetitlede udgivelse, der gik rent ind hos undertegnede. Numrene har simpelthen et markant bedre sangmateriale, og dét, sammenholdt med bandets efterhånden solide rutine, gør Mustasch til en overbevisende oplevelse. Det er et band, der spiller med hele kroppen, og da Gyldenhammar på et tidspunkt kravler ned fra scenen og giver en kvindelig publikummer en ordentlig tungeslasker er stilen ligesom lagt. Det er frækt, det er cool, det er rock’n’roll.

Alt i alt en herlig aften i Pumpehuset, hvor lyden var forbavsende god, og rummet gav god plads til både band og publikum. Ifølge programmet kommer der masser af spændende navne i den kommende tid, og allerede på fredag den 5. februar indtager norske Ulver scenen, hvilket er et imponerende scoop for det gamle undergrundssted. Jeg håber virkelig Pumpehuset kommer til ære og værdighed igen som et sted, hvor man både kan opleve det basalt rockende, det kendte og etablerede og det dybt overraskende og eksperimenterende. Sådan som det var i de gode gamle dage. Denne torsdag fik i hvert fald støvet til at rejse sig fra de massive ståldragere i loftet på det gamle pumpehus.

Tags from the story

1 kommentar

  • Mener nu Mustasch aldrig har været bedre end på deres debut The True Sounds Of The New West. De seks mægtige stonerrock numre er simpelthen ikke overgået siden, men men alt i overskægskataloget er så bundsolidt, at mange andre bands kommer til kort i forhold til svenskerne.
    Shoulda – Woulda been there.

    All Hail The Swedes!!!

Skriv et svar