28.10.09 – The Big Pink, Lille Vega, København

Foto: Tom Beard
Foto: Tom Beard

Kort koncert med momenter af storhed

For et par måneder siden anmeldte jeg The Big Pinks debut A Brief History Of Love og tildelte den karakteren 5 . Jeg hæftede mig dog ved, at en del af debutens numre måske ville løfte sig i livesammenhæng og da duoen nu rammer Lille Vega, er jeg nødt til at se om bandets shoegazeinspirerede og støjende eletrogaze, vil kaste en god koncert af sig, på trods af pladens problemer med elementært manglende kvalitativt sangmateriale, og fremfor alt tyverier fra bands som Jesus and Mary Chain, Black Rebel Motorcycle Club, My Bloody Valentine og Spacemen 3.

Mange mennesker er mødt op på det lille sted med den store lyd og der må være tæt på udsolgt. Forventningerne til det hypede band er med garanti store fra det fremmødte publikum, som for første gang har muligheden for, at høre The Big Pink på dansk grund.

Koncerten åbnes med ”Too Young To Love”, som ikke er et særligt stærkt nummer på plade, men som faktisk fungerer rigtig fint live med sin Tribal Trance kombineret med støjguitarflader og masser af feedback. Scenen fyldes med røg og stetoskoplysene knalder i ansigtet på en. Lyset projiceres primært bagfra, så bandets ansigter henligger i mørke. Lineuppet består af guitar, bas, synth og trommer og der er pænt med energi fra bandet helt fra start, samtidig med at den cool facade og attitude holdes. Alle, undtagen de analoge trommer, går fint igennem lydbilledet og man kunne fristes til at tro, at trommeslageren, i skikkelse af en lækker sorthåret chik, mest er med som ekstra blikfang, hun bidrager i hvert fald ikke med noget synderligt til bandets lyd.

Lyden er som vanligt for Vega god, men måske en kende lav fra start. Det rådes der bod på, som koncerten skrider frem og lydstyrken tiltager og ender hvor den skal.
”Frisk” fortsætter og efter det nummer, takker sanger Milo Cordell publikum, mens han klør sig lidt akavet i håret. Kommunikation er ikke hans stærke side og han vælger da også primært, at lade musikken tale for sig selv. På ”Velvet” som følger, er man ikke i tvivl om, at det er et af A Brief History Of Love´s klart bedste numre og bandet udfolder sig her for alvor, med en massiv mur af støj som var man til My Bloody Valentine koncert.

”At War With The Sun” er et eksempel på et nummer, som går fra det lidt anonyme og MBV plankede på plade, til at fungere super godt live.
”Crystal Visions” er tilgengæld en rigtig god skæring på pladen, som bare bliver endnu bedre live, mens det bygger langsomt og tålmodigt op mod et brag af et klimaks. Når The Big Pink spiller som her, er der pludselig en forståelse for den massive hype i de engelske medier. På ”Count Backwards From Ten” som er finalen på A Brief History Of Love, lyder The Big Pink pludselig forbløffende meget som Pixies, med trommeslagerens gentagende feminine nynnen og Kim Deal ligger lige for. Det bliver spillet en anelse mere tungt live og det klæder nummeret.

”Tonight” er og bliver et elendigt nummer og får ødelagt det ellers udmærkede flow og den tiltagende intensitet, koncerten har formået at opbygge. Komplet idéforladt og det er også det nummer, som skiller sig markant ud fra resten af The Big Pinks materiale. Mens det spilles, står bandet og hopper, som var man til ungdomsfest i en idrætshal. Uforståeligt at det nummer ikke er kasseret, eller endnu bedre, aldrig var lavet. Derouten fortsætter med ”These Arms”, som er eneste nye nummer, og som er hamrende uinteressant og burde være lige så dødfødt som ”Tonight”.

The Big Pink afslutter koncerten med ”Dominoes” med sit mantralignende omkvæd, som man i længden er lige ved at kløjs i. Det nummer får et ekstra punch som gør, at det holder interessen fangen. Der er god bund i de Happy Mondays duftende baggy rytmer og man tilgiver næsten bandet, dets noget enerverende fastholdenhed i den repeterende linie Dominoes.

Herefter går bandet af scenen uden at komme tilbage med så meget som ét ekstranummer. Selvom man kun har én plade i bagagen, er det altså noget tyndt, at spise os af med ni numre og sølle 45 min. spilletid.
Tre kvarters koncert kan være fyldestgørende, hvis de er leveret med stor og gennemført intensitet og som var det livet der var sat på spil, men ingen af delene fik vi desværre i aften.

Alligevel fik bandet løftet en del af materialet fra A Brief History of Love op på et højere og bedre niveau, og The Big Pink løfter sig dermed en karakter fra pladeudgivelsen

Med alle de referencer, som The Big Pink uafviseligt påkalder sig, er det spørgsmål som fortsat optager mig og som står helt øverst på min liste over uafklarede spørgsmål alligevel følgende:
Hvem er Big Pink mon egentlig?!

Tags from the story

Skriv et svar