29.10.17 – Paradise Lost – Pumpehuset

ParadiseLost-Presse2015-565x377

I september udgav Paradise Lost sit 14. album, Medusa. Et hårdt og doomy album, der endnu en gang viser, at Paradise Lost ikke, som så mange andre bands, bliver mildere med årene. Kun trommeslageren er blevet skiftet ud siden jeg så bandet for første gang tilbage i 1994, hvor de tournede i forbindelse med det mesterlige album Icon. Det var altså et sammenspillet band, der gik på scenen efter de to opvarmere, Sinister og Pallbearer. Sinister skulle være det nye hit fra Portugal, men deres kvindelige vokalist faldt helt igennem på et ellers godt og tungt bagtæppe, og Pallbearer, der for længst har vist sit værd, var en anelse kedeligt med lidt for ensformige melodier og en tynd vokal.

Det var altså op til Paradise Lost at redde aftenen – og forventningerne var tårnhøje. Måske også for høje. Aftenen forinden var de startet ud med ”Blood and Chaos”, ”Remembrance” og ”From the Gallows”. To af de bedste numre fra deres nye album, i hvert fald to af dem, der i livesammenhæng måtte gøre sig godt, og en klassiker i form af ”Remembrance”, der stadig her 24 år efter holder 100%. Hvis du lyttede til albummet dengang, så kaster de første 3 sekunder dig direkte tilbage til en tid, hvor Paradise Lost hørte til blandt kongerne indenfor doom-genren. Det skulle vise sig, at selvsamme tre numre også åbnede koncerten i Pumpehuset. Desværre viste det sig også, at den pondus de har på album ikke var til stede live. For det første var Nick Holmes’ rene vokal ikke så god som på album – og growlen langt fra så ond. Dårligt var det dog ikke. Slet ikke, men det var heller ikke den fest man havde kunnet forvente. Dertil var Holmes ikke god nok, og lyden var heller ikke høj nok. At der godt kunne spilles højt fik man ellers at høre under Sinister!

Paradis Lost har et hav af gode numre at vælge imellem fra perioden fra 1990 til 1997 og igen fra 2009 til nu. Den mellemliggende periode er ikke noget at skrive hjem om, og den har uden tvivl kostet mange fans, og tilføjet ganske få. Setlisten inkluderede heldigvis ingen numre fra de forglemmelige 12 år, og viste, at de mener deres tilbagekomst til den hårde doom alvorligt. Setlisten fejlede altså intet – selvom der da var andre numre man også havde lyst til at høre – men når der spilles for lavt og forsangeren ikke rigtig fungerer, så gør det det ikke bedre, at der ikke sker særligt meget på scenen når Paradise Lost spiller. Havde man tilføjet guitarist Gregor Mackintosh anno halvfemserne, havde hans headbanging kunnet fjerne opmærksomheden fra, hvad der kunne ligne en rutinepræget præstation.

Setliste:

Blood and Chaos
Remembrance
From the Gallows
One Second
Tragic Idol
Medusa
Shadowkings
The Longest Winter
Dead Emotion
Forever Failure
An Eternity of Lies
Faith Divides Us – Death Unites Us
Beneath Broken Earth

Ekstra:
No Hope in Sight
True Belief
Until the Grave

Karakter

5 Karakter
5
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.