29.04.06 – Munck//Johnson – Radiohuset Rocker

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Porten til det allerinderste

Studie 3 i Radiohuset er mørkt og køligt. Side om side på den lille scene, badet i blåt lys står Camilla Munck og Moogie Johnson. Bortset fra tonerne fra Johnsons guitar er der helt stille, da en af landets smukkeste kvindestemmer breder sig i mørket og kryber ind under huden på de endnu få tilstedeværende. Lige så langsomt fyldes rummet af mennesker, men trods hvad der skal ende med at blive et tætpakket lokale, forbliver publikum tavse. Lyttende. Og det forstås, for Muncks stemme og duoens dybfølte tekster inviterer til fordybelse snarere end småsnakken. Sangene handler om længsel og det at miste, og Munck//Johnson udstråler en usædvanlig intimitet – man får fornemmelsen af at stå over for to mennesker, der har ladet alle facader falde og åbnet porten til deres allerinderste.

“Det må I rundstykke”, smiler Moogie Johnson, da teknikken svigter, og for et øjeblik brydes fortryllelsen, og vi bringes tilbage til virkeligheden. Takten til “Flesh and Bone” – det nok bedst kendte nummer på duoens andet album, Count Your Blessings, slås an, og lokalet gennemsyres atter af den hudløshed, Munck//Johnson efterhånden har gjort til deres varemærke. “This world I can’t take / forsake me for this hate / I wanna die with my eyes open” synger Munck og udveksler et lille smil med sin talentfulde guitarist. Et smil, som udtrykker den oprigtighed og varme, der synes at være bandets drivkraft. Og som svarer godt til de vemodige, stille numre. Ingen tvivl om, at den energi, duoen lægger for dagen, er udsøgt, men man kunne måske ønske sig, at den blev brugt til at udvikle et lidt mere varieret repertoire. Det er ikke meget, vi får lov at rokke hovedet til takten, men når vi endelig gør, som på “Flesh and Bone”, er det fortræffeligt.

Der skal imidlertid ikke herske tvivl om, at aftenens koncert er strålende og at Munck//Johnson er et band med stor personlighed. Det er inderligt og nøgent, uden at det falder sammen. Det er smukt og intimt uden at det bliver kedeligt, og det før så kølige studie 3 er blevet varmt i mere end én forstand. Vi træder ud i lyset med følelsen af at være dykket dybt ned i en kærlig sjæl.

Skriv et svar