29.07.07 – Dinosaur Jr. – Lille Vega

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Slackerrockkongerne er tilbage

En del musikere havde valgt at bruge deres søndag aften på Lille Vega i selskab med amerikanske Dinosaur Jr. – blandt andre var tidligere Psyched Up Janis bassist Jakob Jørgensen klar på at høre god gammel guitarsovs fra J. Mascis og co.

Bandets navn passer efterhånden endnu bedre, nu hvor de har fundet sammen igen, efter omkring 20 år med stridsøkser fremme. De ligner stadig tre drenge der spiller i band og som lige er gået ud af et amerikansk college – bare i en 20 år ældre udgave, inklusiv Mascis’ lange sølvgrå hår. I salen fornemmede man en speciel spændt stemning; det virkede vitterligt unikt at slackerrockkongerne nu kom tilbage med den oprindelige besætning, og så på sådan et intimt spillested som Lille Vega. Men kunne de så levere varen, eller var de blevet for gamle til deres at fyre deres collegeradiorock af?

Det kunne de aldrende dinosaurere – de leverede varen, og beviste endnu engang at alderen ikke har indflydelse på hvor meget musikken rocker. Med sin superdistortede lyd startede Mascis fra første anslag med at fyre en himmelsk guitarsolo af, som ledte op til første vers, som han sang med sin fine følsomme og karakteristiske bløde stemme. Publikum tog godt imod, og fra start til slut væltede en flok fyre rundt foran scenen. Resten af salen forholdt sig mere roligt på denne søndag aften, men der var brede smil og god stemning overalt.

Lou Barlow var løbende i kontakt med publikum, og tilbød mellem flere numre ørepropper til folk under 20 eller damer. Han spillede energisk, huggende og ofte tunge akkorder på sin Precision Bass, hvor Mascis mere vuggede frem og tilbage gennem koncerten uden egentlig at kigge på noget. Han må være en af de mest stenede forsangere og guitarister nogensinde, men spillede til gengæld sangene og soloerne med stor træfsikkerhed. Med en mur af forskellige forstærkere bag sig, ved siden af sig, og en i Lou Barlows side, tordnede en passende blanding af gamle og nye numre ud fra scenen. Murph og Lou Barlow lagde tilsammen en så massiv bund at lydtrykket kunne mærkes på armhårene. Lydbilledet var noget tungere end på pladerne, hvilket klædte sangene godt.

Især klassikere som ”Out There” og ”Freakscene” rykkede og bevægede publikum. Fra nyeste album Beyond virkede singlen ”Been There All The Time” og startnummeret ”Almost Ready” rigtig godt. De mange guitarpassager og soloer blev på intet tidspunkt kedelige, og evnen til at skabe nye bemærkelsesværdige og vedhængende detaljer til hver sang er imponerende. Det er forståeligt hvorfor så mange bands og musikere længe har lovprist Dinosaur Jr. Selvom musikken virkelig rykkede, så var kommunikation mellem bandmedlemmerne på scenen nærmest ikke eksisterende, og kemien mellem trioen virkede ikke som den helt store gensynsfest – hvilket selvfølgelig heller ikke var nødvendig, fordi gensynet blev fejret i musikken. Dinosaur Jr. lever.

Tags from the story

Skriv et svar