29.07.09 – Joe Bonamassa – Train, Århus

joebonamassa-presse2007-565x377

Betagende audiens hos superguitarist

Han er blevet kaldt både guitargeni og bluesmusikkens frelser, men uanset hvordan man opfatter den amerikanske blues-rockguitarist Joe Bonamassa, så stod han lyslevende med sin helt egen (i bogstaveligste forstand) Gibson Les Paul på Trains intime scene og sørgede for at give de godt 600 fremmødte publikummer en stor aften i guitarens tegn. Han er aktuel med sin seneste udgivelse The Ballad of John Henry; et album som bl.a. Classic Rock Magazine tildelte ni velfortjente stjerner. Samtidig er det et album, der for alvor har løftet Bonamassa ud af de mørke “twelve-bar” bluesklubber til Royal Albert Halls runde, rock-mytologiske storhed, hvor han ved sin udsolgte koncert i maj måned fik besøg af selveste Eric Clapton.

Superguitaristernes storhedstid var for alvor i 70’erne og 80’erne, men Joe Bonamassa står lige bag gardinet og styrer hårdt på vej til at genopfinde denne stjernekategori. Historien om Joe Bonamassa er præget af en række milepæle; han startede med at spille som 4 årig og har siden da kun holdt ganske få pauser fra gribebrættet, blev professionel musiker som 12-årig da en tjans som support for B.B. King pludselig bød sig til. Siden da er det blevet til en imponerende række albumudgivelser og liveindspilninger som rangerer i toppen af, hvad blues-genren har haft at byde på de seneste 10-15 år. Men med den nyeste plade er det som om han for alvor har fundet sig til rette med en mere rå lyd som komplimenterer hans eminente guitarspil. Æren for pladens succes skyldes ikke alene Bonamassas egen sans for gode melodier og eminente guitarspil, men i høj grad produceren Kevin Shirley (bl.a. Iron Maiden og Led Zeppelin), der om nogen har fået Bonamassa til at tænke ud over det traditionelle bluesformat og overtalt ham til at indspille en superb fortolkning af Tom Waits’ “Jockey Full of Bourbon”.

Joe Bonamassa kender sine musikalske rødder og inspirationskilder på fingerspidserne, og det var da også det 40 år gamle Blind Faith nummer ”Had to Cry Today” der fik lov til at åbne koncerten på Train. Ud over en perlerække af egne numre som fx ”Last Kiss”, ”Ballad of John Henry”,” Bridge to Better Days” (med hilsen til Deep Purple’s ”Perfect Strangers”) fik vi serveret en rasende udgave af ZZ Top’s ”Just Got Paid”, der slog over i ”Dazed & Confused” (Led Zeppelin). Halvvejs i koncerten blev han efterladt alene på scenen med en akustisk guitar, der i den grad kom under kærlig behandling i en forrygende ”Woke up Dreaming”.

Joe Bonamassa kan på mange områder tilskrives en tiltrængt fornyelse af bluesmusikken og heldigvis var der kun en svag snert af røvballe i ”So it’s Like That” og ”Lonesome Road Blues”. Desværre havde også den obligatoriske snakkeklub bestående af de 45+ årige igen valgt at spolere de ”ro-i-salen” krævende øjeblikke, hvor Bonamassa for alvor viste sine mere sensitive og private sider (”Happier Times” og ”Sloe Gin”). Numrene blev båret igennem af et usædvanligt stærkt backing band bestående af den navnkyndige bassist Carmine Rojas (ex-gud og hvermand), Rick Melick på keyboard og Bogie Bowles, der imponerede med sit trommespil, men forrest i fokus er det selvfølgelig manden med guitaren som betragtes og beundres. For når Joe Bonamassa er spillet varm kan end ikke en tyndfesen sangstemme (hvilket faktisk var en overraskelse) og lidt uoverensstemmelse i lydniveauet ødelægge den musikalske oplevelse som vi fik på Train denne aften.

Tags from the story

Skriv et svar