29.10.09 – Mew – Lido, Berlin

Mew - Roskilde Festival 2009 (Foto: Claus Michaelsen)
Mew - Roskilde Festival 2009 (Foto: Claus Michaelsen)

Overlegen udebanesejr i Berlin

At være på udebane er i sportens verden ofte forbundet med en ulempe pga. et udebanepublikum og den lidt uvante bane. Udebanesejre forekommer dog jævnligt ved hjælp af elementer som medrejsende fans, sikkert spil med både storslåede elementer og overraskende momenter, som næsten ikke kan undgå også at imponere og skabe respekt hos udebanepublikum. At en sådan situation også kan overføres til musikkens verden blev torsdag aften bevist af danske Mew, da de besøgte spillestedet Lido i Berlin.

Allerede kort efter min ankomst til Lido, stod det klart for mig, at Mew denne aften ville få udebanehjælp fra danske fans. Flertallet af det fyldte Lido var dog tyske gæster, og det skulle blive spændende, hvorvidt Mew ville formå at imponere det berlinske publikum. Salen mindede størrelsesmæssigt om Lille Vega i bredformat, og jeg var på forhånd usikker på, om Lido kunne rumme Mew’s store armbevægelser. På scenens baggrund var et stort lærred sat op, så Mew vanen tro kunne supplere deres musik med deres kreative og opfindsomme visuelle univers. Et univers der med tiden har vokset sig virkelig stærkt, og som i aften bød på en flot billedside, som jeg flere gange ikke kunne undgå at blive opslugt af – heldigvis aldrig på bekostning af musikken.

Aftenens setliste bød på en meget velvalgt kombination af helt nye og ældre numre. Åbningen var stor og pompøs med ”New Terrain” og ”Introducing Palace Players” fra det helt nye meget roste album No More Stories Are Told Today, I’m Sorry, They Washed Away. Albummet har i højere grad vist Mew fra en malerisk, højtravende og nytænkende side, og denne side kom i endnu højere grad frem under liveversionerne af de nye numre torsdag aften på Lido. Fra det hårde og direkte på ”Repeater Beater” over den opløftende og friske ”Beach” til den smukke ”Cartoons and Macreme Wounds”. Følelsesregisteret kom i omdrejninger, når de nye numre blev præsenteret live, og under disse virkede publikum omkring mig både betagede og begejstrede.

Mere bevægelse i publikum kom der under ældre numre som ”156”, ”Am I Wry? No” og ”Special”. Mew fik her vist, at de også formår at levere en mere konstant og tung power i deres musik. Aftenen kulminerede rent musikalsk via ”Comforting Sounds”. Den måde hvorpå nummeret vokser sig fra det rolige og skrøbelige til det kraftfulde og storslåede, symboliserede meget godt, hvad Mew kunne tilbyde tilhørerne: Et både auditivt og visuelt opslugende univers hvor man, fanget af både musik og billeder, kan give sig hen og lade sig flyde væk – hele tiden med Mew som ledsager. Det er bevægende, trist, tungt, opløftende – eller sagt med ét ord: Smukt.

Som et hold musikere fik Mew virkelig vist flaget på bedste vis i Berlin. Jonas Bjerres vokal sad som oftest lige i skabet, og jeg er imponeret over måden, hvorpå han spænder fra det lyse og følsomme til de mere mørke toner. Enkelte gange blev han i aften dog lidt overdøvet af især trommer og guitar hvor henholdsvis Silas Utke Graae Jørgensen og Bo Madsen ellers var stærke. Mew benyttede sig stort set ikke af direkte kommunikation med publikum, og selv om musik og billedside taler fint for sig selv, savnede jeg en smule kommunikation og åbenhed fra Mew.

Jo Mew var på udebane i Berlin denne aften, men de indtog scenen med deres vanlige sikkerhed samt god lyd og gode visuelle effekter. De repræsenterede tydeligvis noget originalt og opsigtsvækkende for alle de godt 500 fremmødte publikummer, og udebanepræstationen i Berlin i aften må tegnes som en klar sejr til Mew.

Tags from the story
,

Skriv et svar