30.06.11 – Iron Maiden – Orange Scene, Roskilde Festival

Iron Maiden på Roskilde Festival (Foto: Claus Michaelsen)

Stor rockfest for folket

Iron Maiden…… For nogle en flok bedagede has beens, for andre en garanti for en melodiøs metalfest uden udskridninger. Uanset hvad man måtte mene om briterne, leverer de altid varen og det var bestemt også tilfældet denne torsdag aften. Var der et hovednavn der kunne trække masserne til Orange Scene, var det torturinstrument-drengene fra Leyton. Det var umiddelbart et svært valg, om man skulle indtage sine krigsfortællinger i selskab med en anden brite, P.J. Harvey, eller med de mere muskuløse kombattanter i Iron Maiden. Uanset hvordan Harvey spændte af, fortrød jeg ikke at valget var faldet på metal-ikonerne, for der var præcis den pondus, saft og kraft der skal til at løfte den opgave det er, at vælte orange scene torsdag aften.

Fra de indledende øvelser med ekstravagante visuals, der signalerede Final Frontier og viljestyrke, var folk på, og da sekstetten entrerede scenen til tonerne af netop titelnummeret til den skive, ville brølene og de hævede arme ingen ende tage.

Den hueklædte screamer Bruce gav den gas og roste det opvakte publikum adskillige gange under koncerten. Det kan føles lidt lummert og cheap trick-agtigt, men det virkede ærligt og så er det helt i orden. Frontmanden kan i den grad favne den store scene og han pustede liv i festen med sin energiske karisma. At det bliver trættende i længden med hans ”Scream for me Roskilde” lever man med, så længe niveauet og spilleglæden stråler som den gjorde.

De klassiske unisone guitarer var konstant i spil og vi blev mødt af et godt festsæt, som kom grundigt rundt i diskografien. ”2 Minutes To Midnight”, ”The Trooper”, ”Fear Of The Dark” og den eminente ”The Evil That men Do” vakte genkendelsens glæde hos publikum, men numre fra The Final Frontier synes også at gå rent hjem blandt de tilstedeværende. Eddie entrerer scenen under ”The Evil That Men Do”, så alt er som det skal være til en Maiden-koncert.

Signatursangen ”Iron Maiden” lukker hovedsættet og man kan roligt læne sig tilbage velvidende, at deres ultimative evergreen ”The Number Of The Beast” må komme som ekstranummer. Selvom alle skråsikkert ved, at 666-metalhymnen over dem alle selvfølgelig hentes frem, er man alligevel overvældet over det brøl der møder en, da den klassiske intro lyder fra højttalerne. Der går et sus igennem masserne og jeg mærker hårene rejse sig i nakken, da bandet for alvor skyder nummeret igang – det er fandme oldschool metal, når det er allerbedst.

Den ligeledes sublime klassiker ”Hallowed By Thy Name” går rent hjem og ”Running Free” afslutter to timer i selskab med de sympatiske englændere. Ingen ”Run To The Hills” kan man læse ud af skuffelserne i folks ansigter og selvom den da burde afslutte et maiden-sæt på behørig vis, er der ikke meget andet, man kan klandre bandet for.

Topunderholdning og særdeles gedigen musikalitet er Iron Maiden altid garant for og selvom det ikke er den bedste koncert jeg har hørt dem spille, var det en perfekt afslutning på festivallens første dag.

1 kommentar

Skriv et svar