30.09.10 – Mercenary – The Rock

Version 2.0

Det var både med skepsis og spænding, at undertegnede mødte op til danske Mercenarys første større koncert, siden trommeslager, forsanger og keyboardspiller forlod bandet sidste efterår. Især Mikkel Sandagers kraftfulde og storladne vokal har været kendetegnende for bandets lyd, så hvordan ville Mercenary i denne nye version mon tage sig ud?

Inden man fik en smag på bandet i den nye udgave, blev der varmet op af det upcoming band, Essence. Bandet stammer, som de fleste andre danske metalnavne, fra Jylland og spiller en form for old school inspireret thrashmetal a la det ældre Megadeth og i endnu højere grad Metallica. Selvom bandets medlemmer er ret unge, så blev der spillet med en teknisk overlegenhed, som udløste stor respekt fra publikum. Især trommeslager og bassist imponerede virkelig, hvorimod forsangerens vokal måske havde passet bedre i et punkband. Dog var frontmanden, såvel som resten fuld af energi, og det er nok ikke det sidste, man hører til Essence.

Mercenarys koncert var dog det, de fleste var kommet for. Bandet består nu kun af fire medlemmer, hvor bassist René Pedersen har overtaget al renvokalen, som Sandager plejede at stå for, og det skulle man allerede få en smagsprøve på i første nummer, ”New Desire”, hentet fra bandets nyeste album Architect of Lies. Det er naturligvis oplagt at sammenligne Pedersens vokal med Sandagers, men da Sandager muligvis er en af de bedste mandlige sangere på den danske metalscene, ville Pedersen skulle leve op til meget høje krav. Normalt er manden jo vant til at bidrage med growl og en mere råbende form for vokal, og det gør han virkelig godt, men at skulle synge rent er som bekendt noget helt andet. På koncertens første nummer kunne man godt høre, han ikke er helt hjemme i de (meget) høje toner, som Sandager plejede at begå sig i, og der var også en vis usikkerhed at spore i flere af numrene, hvilket man dog ikke kan bebrejde ham. I ”Soul Descision”, som ligger utroligt højt i omkvædet, var det, som om Pedersen ikke helt sang igennem, men mod slutningen af nummeret blev der dog rettet lidt op på dette. Og på den smukke ”Isolation (The Loneliness in December)” blev der lagt meget stille ud, og sangen blev bygget op lidt for lidt, og var måske det nummer, hvor Pedersen gjorde det bedst i renvokalen. Ser man på ham som sanger, helt uden at sammenligne med Sandager, så har han faktisk en udmærket og habil sangstemme, men det er ikke en stemme, som kan klare de meget høje toner, som der fx er på nummeret ”Seize the Night” fra Everblack, og her blev der så også growlet på de steder, som oprindeligt er sunget. Og afslutningsnummeret, den episke og flotte ”Firesoul”, manglede desværre også renvokalens gennemslagskraft i omkvædet.

På ”Firesoul” kunne man ligeledes tydeligt høre, at keyboardet var fraværende, da Morten Sandagers plads ikke er blevet overtaget af et nyt medlem, og på ”World Hate Center” savnede man endnu mere keyboardets karakteristiske, mørke lyd. Måske burde bandet overveje, om ”Firesoul” og ”Seize the Night”, trods deres popularitet, stadig bør være en del af deres setliste? Ser man bort fra dette spørgsmål, så var vokalen virkelig vellykket på ”World Hate Center”, ligesom det også var tilfældet med ”The Endless Fall”, da begge numre ligger godt til Pedersens toneleje. Bandet spillede desuden et par nye numre fra deres kommende album, og her var sangene netop skrevet til den nuværende vokal, og derfor kunne Pedersen nemmere folde sig ud. Musisk lød sangene mest som melodeath, lidt som Soilwork lyder i nyere tid, men der var også hårdere passager. Her viste den nye trommeslager, Morten Löwe, også at han er en god erstatning for Mike Park, som ellers er en utroligt teknisk dygtig trommeslager. Numrene er naturligvis lidt svære at bedømme ud fra et enkelt lyt, men det tegner lovende, og selvom bandet er et noget andet, end det man har været vant til, så lader det til, der bestemt stadig er et publikum for Mercenary i den nye version, og det bliver spændende at høre det nye album. Velkommen tilbage, drenge!

Setlisten:

New Desire

Soul Decision

Isolation (The Loneliness in December)

World Hate Center

Follower

Through the Eyes

Excecution Style

The Endless Fall

Seize the Night

In Bloodred Shades

River of Madness

Ekstranummer:

Firesoul

Tags from the story
Written By

Jeg er fra Amager, cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet, og lidt af en musiknørd. Har en forkærlighed for den hårdere rock og metal, men elsker også meget af musikken fra 1960'erne, og har desuden formået at få lidt electronica sneget ind i den stødt voksende albumsamling.

Skriv et svar