Foto: Jacob Keinicke

Klonerne kommer

Der er ingen tvivl om, at de fire unge fyre i bandet Kiss Kiss Kiss kan deres engelske musikreferencer. Og lad os da bare være helt ærlige: kvartettens lyd minder i så høj grad om Arctic Monkeys, at spørgsmålet uundgåeligt opstår: er de engelske arbejderdrenge blevet klonet? Sådan lød det i hvert fald på langt de fleste numre, bandet spillede mandag aften.

Kiss Kiss Kiss er lidt af et my space fænomen, hvor de har opbygget en fanskare, der tilsyneladende var dukket op for at fyre den af. Bandet var måske også her godt hjulpet af, at publikums gennemsnitsalder afspejlede bandets egen: sidst i teenårene og ganske afgjort meget tidligt i tyverne. Danseskoene blev hurtigt kridtet op, og bandets spilleglæde var smittende et godt stykke af vejen. Der blev hoppet, skreget, sunget og viftet med armene i de små 33 min koncerten varede.

Kiss Kiss Kiss har ørehængere som ”Hector” og ”Recorded Smiles”, men deres egen lyd har de endnu ikke fundet. Og selvom de små drenge er nok så underholdende på en scene, så svigter originaliteten, og kedsomheden sneg sig ind på undertegnede, der hellere vil høre de originale Arctic Monkeys end gymnasieversionen.