31.03.08 – The Kills – Lille Vega

Foto: Lars Asmussen
Foto: Lars Asmussen

Duoen The Kills leverede varen uden på nogen måde at tippe Lille Vega ud af kurs

Alison Mosshart og Jamie Hince har siden albumdebuten Keep on your Mean Side fra 2003 arbejdet sig godt og grundigt op fra undergrunden og mod et mere bredtfavnende fundament. Deres minimalistiske garagerock har over deres tre album bevæget sig fra det mere kantede og punk/blues-agtige og mod den mere glatte, kælne sound, der er dominerende på det nyeste – og på alle måder fremragende – album, Midnight Boom . Og som sådan er der en veldrejet linje mellem duoens første mere skramlede og kantede sange og så til de nye mere afslebne og lidt mere electro-prægede kompositioner.

Aftenens koncert på Vega bød på omkring halvfjerds minutters sammenkog fra duoens tre album. Men hvor der trods alt er en lille udvikling at spore på The Kills’ udgivelser, der flød numrene en hel del sammen til koncerten på Vega. Flere af sangenes små, men væsentlige, nuancer forsvandt, hvilket resulterede i et alt for ensartet lydende set, hvor der en del for anstrengt blev holdt på skematikken og den ydre form. Først under aftenens to ekstranumre, hvor teknikken (trommemaskinen) voldte nogle problemer, løsnede duoen ligesom op og fandt ind til et mere direkte udtryk. Her etablerede duoen et langt mere medrivende og energisk drive, der i høj grad er nødvendigt, når man skal servere en nærgående omgang rock’n’roll.

Men The Kills er også exceptionel meget form. Stilen og iscenesættelsen er vigtig – og den kan de. Alison Mossharts trashede vamp-figur og Jamie Hinces kække, dandy-agtige fremstilling af en rockguitarist klæder hinanden og skaber en effektiv symbiose på scenen. Men den lidt for konstante spillen på disse figurer bliver altså bare en smule anstrengende. Det var ikke mindst når de slap skuespillet og gav den mere uforbeholdent gas, at det rykkede og trykkede. Men det gjorde duoen for sjældent.

Ikke desto mindre var det fedt at høre sange som eksempelvis ”No Wow”, ”URA Fever” og ”Love Is a Deserter”. Når The Kills fik deres minimalistiske garagerock op i gear, så var det sgu uimodståeligt. Men desværre blev koncerten aldrig den oplevelse, den kunne have været. Og det noget matte mandagspublikum gjorde så heller ikke deres til, at The Kills måske lige kunne have fået det tiltrængte spark, der kunne have løftet koncerten op fra god til rigtig god eller måske endda enestående.

Tags from the story

Skriv et svar