5.11.09 – Dúnè – Toldkammeret, Helsingør

dune-dk-presse2009-565x377

Liveenergi og smittende glæde mange bands kunne lære noget af

Dúnè indviede denne torsdags råkolde aften på Toldkammeret, med 90 min. i puderne på gulvet, med mini Fat Boy´s som endeskånere, mens man fik et både bevægende, morsomt, inderligt og næsten tåkrummende intimt indblik i bandets liv. Stages hedder filmen og den er en rundtur i bl.a. kærestesorger, branderter, koncertvirksomhed både før, under og efter sceneoptræden. De to år Uffe Trust har tilbragt med det ganske unge band, fra det ganske lille land, er hudløst ærligt og synes man, at det Metallica turde vise på Some Kind Of Monster var modigt, af såvel indre som ydre kampe, med både bandmedlemmer og eget ego, kan man godt tro om igen og forberede sig på, at man ikke nødvendigvis skal op i den absolutte internationale superliga, for at kunne drages af den slags private indblik. Næh tag i stedet at rette blikket mod vores egen andedam og et ungt, og vel stadig upcoming band, for det er ti gange så interessant og vedkommende, som det de forkælede metal rich kids præsenterede os for. Stages er en ultra charmerende dokumentar, som ikke tager sig selv alt for alvorligt, men er en både varm og ærlig oplevelse. Selvom filmen går rigtig tæt på de syv medlemmer, er det hele tiden respektfuldt og ender aldrig som følelsesporno, selvom det indimellem er snublende nær ved. Konceptet omkring en dokumentar med efterfølgende koncert, er faktisk rigtig god og det er fascinerende, at komme så tæt på bandet, for derefter at stå bare fem meter fra dem live.
En Metaoplevelse som går rent hjem.

Attituden er 100 procent i orden, da Dúnè går på scenen kort efter filmen er færdig. ”Time To Leave” åbner aftenens sæt, præcis som på Enter Metropolis og det er startskuddet til en 95 min. lang koncert med 20 numre, hvoraf hele Enter Metropolis er præsenteret uden undtagelse. Lyden er god og Mattias Kolstrup er både charmerende og kommunikerende som sanger og midtpunkt. Han suger opmærksomheden fra publikum til sin ranglede krop, som fluer til fluepapir. Han flankeres af Danny Jungslund, som er snydt ud af næsen på en gal Rockabilly fyr ala Ralf Gyllenhammar fra svenske Mustasch, mens han med cool karisma håndterer sin guitar. På keyboard sender Ole Bjørn Sørensen og Cecilie Dyrberg sine synthattacks ind fra hver sidelinie, mens trommer og bas behandles kyndigt og tight af Malte Aarup-Sørensen og Piotrek Wasilewski.
Det er ungdomsspleen med et big smile der møder en fra scenen og der er en fed symbiose imellem bandet, som spiller højenergisk og effektfuldt og man er ikke et sekund i tvivl om, at bandet nyder at stå på scenen.

Dúnè har publikum i sin hule hånd, mens de sender potente sange, blandet med hits, ud over de fremmødte. Toldkammeret er pænt besøgt og folk får fuld valuta for pengene. De nye numre leveres som skarptskårne missiler og fungerer rigtig godt live, og sidder alle, med få undtagelser, lige i skabet. Kolstrup synger godt, selvom det i ny og næ kniber for ham, helt at ramme de høje toner. Det gør sig specielt gældende på ”Let Go Of Your Love”, som ellers allerede nu lugter af ny publikumsfavorit.

Da ”Bloodline” sætter ind, er man ikke i tvivl om dens popularitet og den er da også et rent es i aftenens sæt. Det samme gælder ”Dry Lips”, ”John Wayne Vs Mary Chain” og især ”80 Years” som virkelig sparker røv. På scenen er placeret to pæle, som står præcis hvor de to keyboards står og der jokes lidt om Kolstrups placering i midten med hans megen plads til albuerum – En aften med Mathias Kolstrup Band, som Cecilie under koncerten humoristisk beskriver det.

Dúnè er med tiden blevet topproffessionelle og de giver den fuld skrue og ægte spilleglæde hele tiden, uanset om der spilles for 200 eller 10000 mennesker.
På ”The Final Party Of The 21st Century” går specielt pigerne amok og man fornemmer, at Dune her har skabt et gedigent elektro femihit. Bandet er uden tvivl ambitiøse, men samtidig sympatiske og der hersker en unik og befriende glæde, bandet imellem og Dúnè er tydeligt overordentligt spillelystne til aften. Cecilie Dyrberg agerer både babe og indpisker og der bliver virkeligt gået til stålet, bl.a. udføres på et tidspunkt en sjov brydekamp mellem de to keyboard kombattanter – herligt!

”Get It Get It” tager virkelig kegler live med sine heavy positurer leveret af de to guitarister, i noget som er en blanding af alvor og ren pastiche. I det hele taget forbløffes man konstant over hvor mange hop, spring og karatespark septetten formår at lave på Toldkammerets mindre scene, uden at det går galt på noget tidspunkt.

Mod slutningen leveres ”Victims Of The City” i en jammet version, hvor der nærmest går Stonerrockjam i Skibonitterne, og Kolstrup får alle publikummer til at sætte sig ned på gulvet, mens han grinende indrømmer, at det er første gang det lykkes – Det skal være dig vel undt Mathias!
”Go Go Valentina” lukker den reelle del af koncerten og det nummer løfter sig fra jævnt kedeligt på cd, til kanonfedt live.

”Please Bring Me Back” starter det første af tre ekstranumre i en sublim version, som simpelthen løfter den beskedne lofthøjde i Toldkammeret til uanede højder og efter at være brudt igennem toppen af bygningen i Helsingør, kommer vi er tæt på stjernerne inden Dúnè lukker det nummer ned. ”Please Bring Me Back” er i mine øjne et af de bedste numre Dúnè endnu har lavet. ”80 Years” spreder med rette glæde og intensitet, inden aftenen lukkes og slukkes med ”To Metropolis”

Dúnè leverede 95 min. topunderholdning på denne torsdag i november og formåede, at holde vores interesse fangen hele vejen. Godt gået, med tanke på en 90 min. dokumentarfilm, inden de live viste, hvorfor de er så populære både herhjemme og udenlands.

Tags from the story

Skriv et svar