Anathema indtog Berlin

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Columbia Club i Berlin ligger lige ved siden af Columbia Halle, som er forbeholdt store koncerter, mens Columbia Club er til de mere intime shows. Det skulle dog vise sig, at give problemer for undertegnede, at spillestederne lå så tæt. Denne aften varmede Anathema op for Porcupine Tree i Columbia Club, mens Interpol spillede i Columbia Halle. Det skabte en del kaos omkring indgangen til klubben, da flere Interpol fans troede, det var her de skulle til koncert. Da Anathema gik på scenen kl 21.05 var der stadig mange Anathema-fans, der ikke var kommet ind – inkl. undertegnede. Mens Anathema lagde ud med “Release” steg irritationen. Da vi endelig kom frem til indgangen, fik vi at vide, at vi skulle bytte vores billetter til en anden billet i billetlugen på siden af bygningen. Om bag i køen igen. Større irritation. Tak for den tyske orden og bureaukrati-sans. Da vi endelig entrede salen, var Anathema ved at færdiggøre “Pressure”, og vi var dermed gået glip af to numre. Surt.

Herefter spillede Anathema 2 numre fra deres seneste album “A Natural Disaster”. “Balance” gik som på pladen direkte over i “Closer”. Efter det vilde stykke i “Balance” var det befriende, at “Closer” tog over og langsomt steg i løbet af de næste 5-6 minutter. Det virker nærmest hypnotisk, da den sammende pumpende trommerytme ligger under det meste af nummeret. Og Vincent Cavanaghs (vokal, guitar) vocoder-vokal i nummeret giver den et meget syret udtryk. Det fungerede i det hele taget rigtigt godt live.

Anathema har siden Music For Nations lukkede og slukkede ikke haft noget pladeselskab. Vincent Cavanagh spurgte ironsk, om der var nogen i publikum, der havde et pladeselskab og var interesserede i at signe dem. Man skulle tro at et band som Anathema har fået flere tilbud, men mon ikke de venter på det helt rigtige pladeselskab.

Anathema var ikke kun kommet for at spille et greatest hits-show, men også for at vise, at de stadig er produktive, og derfor var det befriende at høre aftenens første nye nummer. Nummeret var helt i tråd med bandets seneste to plader, og dermed ikke noget nyt under solen.

Vincent Cavanagh undskyldte flere gange under koncerten for den dårlige lyd, og det lod til, at der var problemer med trommerne og forstærkerne, men for mig var der ikke nogen problemer at høre. I salen var lyden nemlig helt klar. Mens John Douglas (trommer) forsøgte at ordne trommerne jammede resten af bandet et halvt Radiohead.nummer. Improvisation giver altid en koncert et unikt præg.

Efter “One Last Goodbye” var det blevet tid til endnu en ny sang, og i modsætning til det andet nye nummer, så stak dette nummer mere ud fra aftenens set. Den nye sang var noget af det mest rock’ede Anathema har præsteret til dato. Der var tale om et meget simpelt rock-riff, med en meget melodisk guitar henover. Der var ikke den store variation i sangen, men det klædte den ganske godt, da riff’et sagtens kunne bære det. Det er spændende om nummeret er symptomatisk for et forhåbentligt snart-kommende nyt album fra Anathema.

Denne koncerts bedste nummer var “Fragile Dreams” fra “Alternative 4”-pladen. Det er et af de mest storladne Anathema numre, der kommer til sin ret live. Det blev spillet en smulle hurtigere end på pladen, og det var tydeligt, at publikum havde ventet på et af de ældre numre. Stemningen blandt publikum steg, og det lagde nærmest perfekt op til aftenens sidste nummer “Flying. Bandet gav den en ekstra tand, og Vincent Cavanagh hamrede i bogstaveligste forstand løs på hans akkustiske guitar. Publikum gengældte energien ved at skråle med alt hvad de havde lært. Lidenskaben for musikken var ikke til at overse hos liverpool bandet, der sluttede aftenens koncert af med en særdeles rocket version af “Flying”. Intet mindre end formidabelt.

En noget skuffende detalje var dog, at Anathema ikke spillede nogen ekstranumre, men sådan er vilkårene som opvarmningsband.

Koncerten fortjener 9 rødglødende højtalere, da jeg ikke har set Anathema så oplagte før. De spillede et set, der indeholdt en god blanding af numre fra deres 4 sidste plader, og det var også fedt at fornemme, at bandet trods manglende pladekontrakt stadig har mod på at skrive sange og toure. 10-tallet gemmer jeg til de gæster København næste gang som head-linere, og spiller 2 timer.

Set -liste:
Release
Pressure
Balance
Closer
Ny Sang
(Radiohead-jam)
One Last Goodbye
Ny Sang
Judgement
Panic
Fragile Dreams
Flying

Tags from the story
Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars