Bob Mould: Færre kulørte lamper og mere aggression, tak!

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

Hvis man holder af melodisk, alternativ rockmusik, er man efter al sandsynlighed
stødt på Bob Mould i én eller flere sammenhænge. Det amerikanske rock-koryfæ har i
mere end 20 år sendt dynamiske og iørefaldende punk- og pop-rocksange på gaden –
vel at mærke af dén slags, der ikke forgår med diverse bølger og andre
letomskiftelige, kulturelle luner. I 80’erne var Bob Mould som komponist, vokal og
guitarist omdrejningspunkt i det legendariske og skoledannende punkrock-band Hüsker
Dü (som Kurt Cobain skal have nævnt som én af Nirvanas primære inspirationskilder),
og i 90’erne opnåede han igen stor succes med trioen Sugar. Sideløbende har Bob
Mould udgivet en del materiale under eget navn – senest det anmelderroste album
Body of Song fra i år. Body of Song markerer samtidig en tilbagevenden til de
guitarbaserede sange, efter at Mould flirtede med et mere elektronisk udtryk på
forgængeren, Modulator (2002). Jeres udsendte, som især elsker Mould når han er
allermest guitarfræsende og snerrende, var derfor vældigt forventningsfuld op til
mødet med Bob Mould live.

Bob Mould har samlet et fint, tightspillende band til sin europæiske tour dette
efterår. Mens Mould naturligvis selv tager sig af frontvokal og elektrisk guitar,
tæsker Fugazi’s Brendan Canty bogstaveligt talt i trommerne, Jason Narducci tager
sig af bas, og Richard Morel sørger for ekstra klang og distortion ved tangenterne.
Oplysninger fra diverse net-sites gjorde, at undertegnede stod og ventede på
Magnapop, som angiveligt skulle sørge for opvarmningen. Om det skyldtes forsinkelse
eller andet, må stå usagt hen, men opvarmning kom der aldrig. Som et lyn fra en
klar himmel entrede den hærdebrede, skaldede Mould Amager Bios ligeledes ret så
brede scene med sit band. Og hvilken fænomenal start!! – ihvertfald for den del af
publikum, der holder særligt meget af Sugar: Koncertens tre første numre, den
forrygende ‘The Act We Act’, den Pixies-agtige ‘A Good Idea’ og hittet ‘Changes’,
er også de tre første numre på klassikeren Copper Blue fra 1992. Den træghed, som
kan ramme et band, der lige er gået på og således hverken har spillet sig selv
eller publikum helt varme, var ikke umiddelbart at mærke. Der blev både snerret med
den karakteristisk kraftfulde, halvnasale vokal, og den arme stakkels – og i Moulds
vældige favn meget skrøbeligt udseende – guitar blev tæsket og vredet i fineste
stil. Amager Bio, der lidt skuffende kun var ca. 1/3 fyldt til lejligheden, stod
nærmest måbende overfor denne lidt overraskende, højpotente entré, der virkelig gav
løfter om, at noget stort var i vente.

Men på flere måder levede koncerten ikke helt op til den fine begyndelse. En
længere præsentation af mere dæmpet solo-materiale gjorde, at gassen gik en smule
af ballonen midtvejs i settet. Det meget blandede publikum virkede med få
undtagelser en smule sat af – ikke fordi bandet ikke spillede godt – for dét gjorde
de, og især Mould og trommeslager Brendan Canty var i overbevisende form. Men
setlisten virkede en smule ujævnt sammensat. Først de 3 forrygende og tempofyldte
Sugar-numre, herefter en længerevarende, markant nedgang i intensitet og tempo med
primært det nyere materiale, og senere igen – i kraft af bl.a. 2 omgange
ekstranumre med flere ældre ting, heriblandt en forrygende aflevering af Hüsker
Dü’s ‘Could You Be The One’ – fornyet energi. Dette satte også gang i en særlig
dedikeret del af publikum, som var med til at skabe et fint kulminationspunkt til
sidst i koncerten. Udover flere Hüsker Dü-klassikere fik vi også glimrende udgaver
af Sugars ‘Hoover Dam’ og ‘Man on the Moon’. Mould sprang rundt på scenen i
velkendt svedig stil og vred guitaren, og egentlig kan man ikke indvende det helt
store mod det sympatiske og velspillende band. Jeg ville dog meget gerne have været
forkælet med lidt større sans for afvekslingens dynamik i det ialt ca. 1½ time
lange forløb som helhed – men jeg skal heller ikke udelukke, at en del af denne
lunkenhed skyldes undertegnedes egen forkærlighed for den mere fandenivoldske del
af Moulds soniske udtryk. Og dén hørte vi for lidt til.

Andre faktorer medvirkede også til, at dette ikke var en koncertoplevelse af de
helt store. Lys-arrangementet virkede ugennemtænkt, til tider grænsende til det
patetiske. Den store projektørbue bag scenen blinkede med stor hyppighed i alle
regnbuens farver, så man følte sig hensat til en lummer klassisk-dansk havefest –
og ikke til en rock’n’roll-koncert med et af de største amerikanske navne på den
alternative scene de seneste 20 år. Af og til blev det kulørte blinkeri afløst af
en større sammenhæng mellem lys og lyd, men da dette mere var undtagelsen end
reglen, kom lyssiden generelt til at fremstå klodset og amatøragtig. Lys gør ikke
en fremragende koncert alene, men alle opmærksomme koncertgængere ved, hvad et
velintegreret lysshow kan betyde for stemningen.
Dertil kommer en mere subjektiv anke, som jeg allerede antydningsvis har berørt:
Jeg savnede ganske enkelt større potens i lyden. Selvom Mould er en på alle måder
rutineret, dygtig og energisk rockguitarist, savnede jeg mere ild og helvede fra
guitaren – noget som store dele af hans imponerende sangkatalog jo i dén grad
lægger op til. Selvom de go’e gamle gnistrende Sugar- og Hüsker Dü-sager var rigtig
fede, så kunne de have været helt sublime med lidt mere power. Min fotograf til
lejligheden gik så vidt som at sammenligne Mould med Deep Blue Something – ganske
vist under et meget stille, nyere Mould-nummer – og selvom jeg seriøst overvejede
at straffe denne umiddelbart malplacerede disrespekt med en omgang lunken fadøl ned
ad ryggen, må jeg også tilstå, at lyden til tider var næsten uklædeligt pæn.

Hvis Bob Mould og hans guitar havde været en kende vredere, og hvis koncerten havde
været afholdt på en lille intim klub, havde det generelle indtryk med sikkerhed
været et ganske andet. Men Amager Bio, som ellers afgjort er et af Københavns bedre
koncertsteder, kan føles som en højloftet hal, hvis ikke den er mere end halvt
fyldt. Det kiksede lys til denne koncert bærer naturligvis også en lille del af
ansvaret for den til tider lidt blodfattige oplevelse.
Publikum fik en god, solid omgang alternativ rock med Bob Mould og band, men så
heller ikke meget mere end dét. Der manglede en ekstra portion energi, aggression
og intimitet til at løfte koncerten op til det mindeværdige. Og til den
lysansvarlige: Hvad skete der lige for dig på denne ellers så lovende lørdag aften?

Tags from the story

Skriv et svar