08.01.09 – Hjaltalín – Rust, København

hjaltalin-isl-presse2008-300x300
Legesyge, energi og melodi

Første positive ting at sige om Islandske Hjaltalín er, at de simpelthen var for store til den lille scene på Rust. Ikke alene var orkesteret syv mand stort, men også selve lyden, stemningen og populariteten kaldte på en større scene. Mange islændinge var mødt op og de kendte tilsyneladende musikken godt – det gav en god stemning.

I november var Hjaltalín opvarmning for Cold War Kids rundt omkring i Europa, og derudover er de blevet kåret som Årets Nye Håb ved de islandske Music Awards. Debuten Sleepdrunk Seasons udkom i Danmark i november, men har ikke fået den opmærksomhed, den fortjener. Pladen er produceret af Gunni Tynes, der tillige er guitarist i Benni Hemm Hemm og Múm. Koncerten på Rust var første stop på en selvstændig Europaturné – og bandet lod til at være helt i form til dette.

Koncerten bar præg af den legesyge og kreative energi, som er bandets varemærke. Bandets karakteristik er en blanding af symfonisk stemningsmusik og pop-rocket dansemusik og det fungerede bedre end godt på scenen. Hjaltalín bliver omtalt som skandinaviens svar på Arcade Fire, men paralleller kan også trækkes til navne som Sigur Rós, Animal Collective og vores egne Efterklang. Forskellen til ovennævnte orkestre er en mere barnlig og udadvendt lyd – og faktisk en mere dansevenlig. Musikken gør flittigt brug af elementer fra folkemusikken, men uden nogensinde at tabe tilhøret til den moderne popscene. Desværre varede koncerten kun under en time – alt for kort tid. Forhåbentligt får vi lejlighed til at høre Hjaltalín igen senere på året.

Tags from the story
Written By

Jeg Skriver speciale i filosofi om popmusikens æstetik ved KU og forventer at aflevere juli 2009. Derudover er jeg medlem af musikparlamentet, laver småopgaver for pladeselskabet Tigerspring, skriver bloggen http://organgrinder.dk og er ved at starte mit eget PR-bureau: http://YourWaves.dk Jeg interesserer mig især for dansk uafhængig musik især indenfor genrene rock, folk, pop og forskellige alternative blandinger.

Skriv et svar