Legesyg og spilleglad Howe Gelb

howegelb-usa-presse2007-300x300

At Howe Gelb var inviteret til at spille i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival kan godt undre en hel del, og det første Howe Gelb sagde, mens han kiggede op på det store ”Copenhagen Jazzfestival”-banner, der hang højt oppe bag scenen, var da også: ”We don’t exactly play jazz” som han fulgte op med et ”but we do like to improvise though”. Og improviseret blev der…og jazzet blev der faktisk også i starten. For det var en legesyg og spilleglad Howe Gelb, der sammen med sit tre mand store band var mødt op i Pumpehuset denne aften, for at give publikum en oplevelse. I mellem numrene valsede Howe Gelb rundt mellem guitarerne og pianoet som om han ikke rigtig vidste hvad han nu skulle. Hvilket instrument han skulle spille det næste nummer på. Det blev til en fin blanding mellem piano, akustisk og elektrisk guitar, mundharmonika og orgel, der alle blev spillet med den helt specielle Gelbske charme.

Under de første fire numre sad Howe Gelb plantet bag sit piano, hvorfra han omkranset af sit band jazzede sig igennem de første 20 minutters tid. Blandt andre blev Henry Mancini og Johnny Mercers ”Moon River” og Sinatras ”Fly Me to the Moon” taget i kærlig behandling ligesom Howe Gelb fik publikum til at synge med på en improviseret version af børnesangen ”Mester Jacob”!!! Det var ikke kun i den jazzede åbning Gelb og bandet gav prøver på deres evner ud i improvisationen, og senere blev der strikket melodi og tekst fra både Beatles og The Clash ind i numrene. Ligesom legenden Johnny Cash’ ”Ring Of Fire” blev spillet i en flot version.

Man skulle faktisk helt frem til sang nummer 6 for at høre countrymusikken brage ud til publikum. Det er netop Gelbs rødder i Tucson, Arizona, og hans banebrydende blanding af country og rock, der har gjort ham kendt vidt omkring i den alternative country. Det var da også countrynumrene, der fungerede bedst– med det 20 år gamle og rockende nummer ”Down On Town (Love’s No Answer)” som den klarest skinnende stjerne…men bestemt ikke den eneste!

Der var desværre ikke mødt så mange publikummer op til denne aften, hvor spilleglæden og improvisationen og en konstant kontakt med publikum var i højsædet. 1 time og 50 minutter varede hele herligheden og som en af de fremmødte sagde efter koncerten: ”Det havde da ikke noget med jazz at gøre!”. Og nej, det har det ikke, men det var fandens god americana.

Som opvarmning til koncerten spillede Nana Jacobi, som jeg egentligt ikke kender så meget til, hvilket må siges at være en skam. Med en stemme, der både mestrer det stille og rockede leverede hun en smuk og stemningsfyldt koncert og det er bestemt ikke det sidste jeg har hørt til hende.

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.