Span: Norsk power til mellemgulvet

spotfestival-logo2005-300x300

Med 10 scener og over 100 koncerter i løbet af blot to dage, har spotfestivalen efterhånden udviklet sig til et af de væsentligste udstillingsvinduer for nye og upcoming skandinaviske bands. Efter at have varmet op med en uendelig keeeedelig café-koncert på Train med pop-sangerinden Julie, som ikke længere er særligt kendt fra TV, virkede publikum sultne efter en gang potent rock, og det var noget den norske power-kvartet Span kunne mønstre på scenen ved siden af.

Span er et nyt band, der udgav deres debutalbum ”Mass Distraction” sidste år, og de har siden afholdt over hundrede koncerter. Bandet var på forhånd et ubeskrevet blad for undertegnede, men det var åbenlyst et scenevant orkester der mødte et tændt publikum i Århus. Det var tung rock med foden på monitoren og spaden nede ved knæene. Vægten var lagt på de tunge rytmiske riff, der så præcist og effektivt satte gang i nakkerne nede på gulvet. Til gengæld var der ikke meget afveksling at spore mellem numrene, og det var som om de stramme rytmiske guitarhug stod i vejen for, at melodierne for alvor kunne folde sig ud.

Sangeren Jarle Bernhoft er et klart trumfkort for Span. Hans stemme minder om en lidt dybere og mere rå Eddie Vedder, men hans sang er både kraftfuld og kan med lethed trænge igennem de huggende riffs. I Århus både lignede og flyttede Jarle Bernhoft sig rundt på scenen som en ung Mick Jagger, der havde husket at tage sine vitaminpiller. ”You better believe it” croonede han på et af deres største hits denne aften, som for at fortælle, at der var mere af samme skuffe. Men efter en håndfuld sange begyndte det netop at være problemet. Numrene lignede hinanden for meget, og bandets powerrock blev for monoton.

Jeg har siden haft chancen for at lytte til bandets kommende album ”vs. Time”, som skulle udkomme senere på året. Her lyder bandet som et skandinavisk svar på Foo Fighters, hvilket måske heller ikke er så underligt, da de benytter samme producer som Grohl og co. Forskellen er dog, at de mangler både dybde og afvekslingen i numrene til at matche et rutineret band som Foo Fighters. Live betyder det mindre. Man må tage hatten af for deres evne til at komme ud over scenekanten. Settet var tight, og når Jarle Bernhoft undervejs fik problemer med teknikken og hans guitar, underholdt guitaristen med sine noget miserable dansk kundskaber. Et godt råd ville nok være at springe albummet over og støtte bandet til deres koncerter istedet. Men bevares bandet er stadig purungt og med tiden skal de nok få flyttet fokus lidt længere mod nord og begynde at bruge hovedet mere i sangskrivningen. Så kan det blive rigtigt stort.

Tags from the story
,