The Bleeder Group: Lydmur – 11 mand høj

spotfestival-logo2005-300x300

Intet mindre end 11 musikere stod på scenen i et fyldt ridehus. Men som koncerten skred frem var størstedelen af publikum blevet skræmt væk af et band, der ikke var kommet for at please.

The Bleeder Group stiller store krav til sit publikum. Her finder man ikke letbenede syng med -sange og simple hooklines, der styrer efter rent motoriske vip med foden. Tværtimod skabte orkestret storslåede lydflader, der fik lov til at udvikle sig over tid i kompositioner. Det bølgede mellem beskidt guitar-fræsen og sangens vrængende omkvæd, der næsten kun var hørbare i skvulpene mellem guitarudladningerne.

Koncerten indledtes med gotisk messende korstemmer fra scenens mørke, som derefter blev afløst af lyden fra ikke mindre end fire guitarer, der høvlede tilsyneladende ukontrolleret afsted. Allerede her begyndte folk at udvandre, men det var alt for tidligt. Da de to frontvokaler i næste nummer blev introduceret, fungerede de som fyrtårn i guitarstormen, der efterhånden lagde sig lidt til ro i utroligt fængende kompositioner under skarp overvågning af ensemblets kaptajn Peterpeter.

Det er tydeligt både at se og høre hvorfor Peterpeter i sin tid forlod Sort Sol, der valgte en langt mere kommerciel kurs baseret på et mainstream publikum. The Bleeder Group fastholder mange af de elementer, der tidligere definerede Sods/Sort Sol som et grænsebrydende og intenationalt anerkendt punkband i 1980érne.

Hele tiden oplevede man denne vekselvirkning mellem melodiske passager, indtil guitarerne igen tog styring mod afgrunden, den kvindelige vokal stod helt urørlig i guitarhavet på nippet til at vælte omkuld, mens den mandlige vokal (udlånt fra metalbandet Kloak) spjættede energisk, når melodierne tog fart. Musikerne var i det hele taget et dramatisk skue. Keyboardspilleren, som var iklædt turban, betragtede uberørt publikum, mens en af guitaristerne headbangede rundt på scenen i Pippi Langstrømpe outfit. Trommerne blev akkompagneret af en hidsig percusionist, der hamrede vildt på et stykke bliktag. På en kæmpe bagskærm afspilledes koncerten igennem enkle loopede video-sekvenser af dødningehoveder og andet forfald, der meget godt afspejlede den stemning af undergang som hele tiden lå i musikken.

The Bleeder Group var ikke en ensformig affære. På trods af guitarernes dominerende positon var der en stor afveksling imellem de enkelte numre. Det var forfriskende at opleve et band, der satte kursen væk fra den klasssiske rock-skabelon. Prisen var dog at koncerten til tider virkede for meget som en jamsession under guitarernes bredsider. Det hjalp heller ikke at vokalerne lå så langt tilbage i lydbilledet, at det bl.a. var umuligt at høre teksterne.

Efter at have forholdt sig tavs stort set hele koncerten takkede Peterpeter publikum for, at være blevet stående til de sidste numre. Men det virkede ikke som om det var orkestrets hensigt at holde det brede publikum ved ilden. Scenen lå det meste af tiden henlagt i mørke, og det støjende udtryk udfordrede nærmere sit publikum til selv at opdage de sublime melodi passager i dette oprørte hav. De, der havde tålmodigheden, fik til gengæld et bud på hvordan punk kan lyde, når et band som The Bleeder Group har forladt de simple 1-2-3-4 takter. På den måde er bandet et flagskib for punkens dyder, der siger fuck til systemet og iøvrigt er ligeglade med, hvad alle andre tænker. Den sjat, der stod tilbage, da lyset blev tændt i det halvtomme ridehus, kunne gå derfra med følelsen af at have været vidne til noget stort, der var tabt for de fleste.

Tags from the story
,