26.10.05 – The White Stripes – Lokomotivværkstedet i Sydhavnen, København

Foto: Patrick Keeler
Foto: Patrick Keeler

Knæfald for sublime stjerner

Vejen hen til Rock n’ Roll

Koncerten startede som et rygte for længe siden. Man hørte jungletrommerne diktere at Raveonettes og White Stripes skulle spille til samme arrangement. Stedet og omgivelserne ville være atypiske, men konceptet og platformen fremragende. Det skulle vise sig at holde alt sammen. Og helhedsindtrykket var sublimt.

Interessen var i forvejen stor. De 2000 annoncerede billetter blev revet væk på omkring 10 minutter. Det var vel i sidste ende ingen overraskelse. For med udsigterne til at høre et af Danmarks cooleste bands og USA’s ditto, kunne man vel ikke andet end kaste sig over Billetnet. Billetten blev heldigvis sikret og forventningens glæde og længsel begyndte at tage form. Selv en juleaften i barneårene ville have svært ved at konkurrere med dette. Mine forventninger blev dog også så rigeligt indfriet.

Ved ankomsten til Lokomotivværkstedet i Sydhavnen – der var det atypiske valg af spillested – var der allerede lagt op til noget stort. En lang indgang med hegn på begge sider ledte ned mod den store hal. Projektører på begge sider dannede ramme om vejen derhen. Det var gennemført det her.

Først skulle man dog lige stå lidt i kø. En frysende fanskare af efterskoleelever i stramme sorte cowboybukser og Conversesko var de forreste i køen. I deres forsøg på at være anderledes, havde de valgt stort set samme mundering alle sammen. Fuck normerne hva’? Dette skulle vise sig at være koncertens eneste minus Altså ikke udelukkende de uudholdelige efterskoleelever, men til dels en mindre forbigåelse af de rigtige fans. Dem, der ikke nåede, at sikre sig billet, i de 10 minutter det tog før man meldte om udsolgt. Arrangementet havde nemlig også lokket en masse kendisser til. Det var tydeligt at musikken ikke var deres hovedinteresse. De var der mest for VIP afdelingen og de gratis øl. De bør forbigås ved uddelingen af gratis billetter en anden gang. Dette var som sagt det eneste minus.

Lokomotivværkstedet var virkelig pyntet op til storhed. Den ældre bygning, der normalt befolkes af DSB toge, havde ladet sig indhylle i stemningsskabende lys og i baggrunden af den enorme hal pumpede der rock ud af højtalerne. Der var ophøjede VIP lounger, diverse barer, skiftende lys og lyd samt et bagtæppe af jern, sveller og rock spredt ud over stedet. Det samlede indtryk var perfekt. På en stor lystavle kunne man se hvornår grupperne skulle gå på. For første gang nogensinde – tror jeg – fulgte grupperne faktisk tidsplanen. Det plejer ellers at være god kutyme blandt rockstjerner at gå sent på. Men ikke denne gang. Coke’en og gruppierne var åbenbart ikke at finde backstage . De hvide striber var White Stripes i dette tilfælde.

Opvarmningen for opvarmningen. Og opvarmningen.

Det første band der gik på var The Greenhornets. De følger i øjeblikket White Stripes på deres tour , men i dag var de degraderet til opvarmningen for opvarmningen, der jo var The Raveonettes. Alle havde endnu ikke indfundet sig i hallen under deres optræden og trods et udmærket set med fine rock, blues, country sange fra de tre bandmedlemmer, er de allerede glemt. Vi afventede alle The Raveonettes på dette tidspunkt. Og de kom da også hurtigt på. Efter en kort pause, der kunne benyttes på de opstillede festivaltoiletter, kom Sharin og Sune frem og leverede en fantastisk opvarmning for The White Stripes. Der blev spillet numre fra Whip It On, Chain Gang Of Love og Pretty In Black. De rå omgivelser dikterede rock og numrene fra de to første udspil fungerede umiddelbart bedst. Pretty In Black numrene blev dog spædet op og deres velkendte støjrock bevægede sig pulserende og livligt ud over scenekanten. Sune var cool, kantet og kejtet i sine bevægelser, men det var nok Sharin, der modtog størst opmærksomhed. Smilende og med glødende øjne bag det lange lyse pandehår, flirtede hun sig ind i publikums sind. The Raveonettes var fabelagtige som opvarmning. Deres hits blev medbeskrålet af publikum og de takkede og bukkede. Også The White Stripes blev takket. Man kunne mærke en respekt for det band, der stod klar i kulissen bag dem. Og denne respekt skulle vise sig at være mere end berettiget. For selvom The Raveonettes var virkelige gode, så var der langt op til de senere indtrædende kollegaer. Man kunne fornemme, uden at tage opmærksomheden fra The Raveonettes, at publikum begyndte at tænke på de næste, der skulle stå på scenen. Der var verdensstjerner og fremtidig knæfald i luften. Det emmede af storhed fra bagtæppet.

Så bliver det ikke større

Scenen var – ligesom de to hovedaktører – iklædt rødt og hvidt og sort. Et enormt æble var afbilledet på det store bagtæppe og en række hvidmalede palmer prydede scenens sider. Skiftende udråb og fællesistemte klapsalver væltede mod den tomme scene. Og pludselig brød jubelen ud. Stjernerne var landet. Rocken kunne begynde. Hvilket den i allerhøjeste grad også gjorde.

Jack White og Meg White var forrygende fra start til slut. Jack var et imponerende show i sig selv og lod ikke et sekund gå til spilde. Første nummer var b-siden ”Who’s A Big Baby?”. Det var gennemrocket og matchede det næsten overtændte publikum. Fra nu af var det kun fremad.

Der blev spillet numre fra White Blood Sells, Get Behind Me Satan, Elephant samt suppleret med velvalgte afstikkere. En af disse afstikkere viste sig også som en af aftenens bedste numre. Dolly Partons ” Jolene ” blev gennemsunget af Jack, Meg og publikum i fællesskab. Et stort øjeblik, der først blev overgået ved ekstranumrene. Der skulle klassikere til. Gennem koncerten havde andre højdepunkter været ” My Doorbell ”, ”The Hardest Button to Button ” og ”Ball and Biscuit ” men ved ekstranumrene kom de tunge drenge frem. ” Seven Nation Army ” blev forvandlet til et hurtigt og spydigt inferno indsvøbt i stroboskoplys. Publikum hoppede som på fjedre og begejstringen hos Meg og Jack var heller ikke til at skjule. Det helt store fællessangnummer blev også leveret blandt ekstranumrene. ”I Just Don’t Know What To Do With Myself” skabte en fantastisk stemning. De hæse halse prøvede på bedste vis at følge den fantastisk oplagte Jack White. Denne opgave var umulig, men det berettiger velsagtens blot mandens status.

Koncerten med de hvide striber varede sammenlagt omkring halvanden time. Jack var uomtvisteligt den største oplevelse mens Meg leverede det sikre trommespil. Havde de begge haft Jack Whites talent for skæve input og detours, ville koncerten også have gået tabt i netop disse. Men præcis det faktum, at de to stilsikre og imagebeviste aktører supplerer hinanden så godt, er med til at hæve gruppen over den meste anden musik for tiden.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med mig selv. Måske blot konstatere, at på denne aften, omringet af jern, skinner og sublim rå rock, gik det hele op i en fantastisk enhed. Tak til Sune, Sharin og Meg. Og tak til Jack.

Skriv et svar