21.05.05 – Thomas Dybdahl – Store Vega

thomasdybdahl-no-press2008-300x300

Intimiteten manglede

Med en stemme, der giver gåsehud helt ind i sjælen indtog norske Thomas Dybdahl lørdag aften Store Vega i København. For ikke så længe siden spillede han for fulde huse i Lille Vega to aftener i træk, og selvom der ikke var udsolgt denne aften, var der alligevel fyldt godt op af et forventningsfuldt publikum. Og de fik hvad de kom efter… En flot koncert i selskab med en af de flotteste stemmer fra det kolde nord. For Thomas Dybdahls stemme er en af de ting, der gør ham til noget helt specielt – det gælder både på de stille numre såvel som dem med mere gang i. Det sammen med, at manden stort set ikke har skrevet et eneste dårligt nummer gør, at en koncert i Dybdahls selskab altid vil være en god koncert.

Lørdagens koncert var også god, men der var alligevel noget der manglede. Noget, der plejer at være til stede når Thomas Dybdahl står på scenen … intimitet! Hvad dette skyldes er svært at sige, men umiddelbart er der to oplagte årsager: Store Vega og lyden. Hvad det første angår, så gør den store scene og store sal, at man ikke kommer helt så tæt på kunstneren (og publikum) end man eksempelvis gør i Lille Vega. Med hensyn til lyden, så er det en af de få koncerter jeg har været til, hvor jeg synes det var for lavt. Man kunne uden videre føre en samtale uden at blive synderligt forstyrret af musikken, hvilket der til tider desværre var alt for mange, der benyttede sig af.

Men selve musikken kan man ikke sætte en finger på. Med en perfekt blanding af up-tempo numre og stille ballader charmerer Thomas Dybdahl sig ind i publikums hjerter. Og da han efter en lang klapsalve efter ”One Day You Will Dance For Me, New York City” takker og siger, at han tror han flytter til København råber pigen, der står ved siden mig: ”Du må godt bo hos mig”.

Live bliver Thomas Dybdahls numre endnu bedre end de er på Cd, og det eneste nummer jeg stadig ikke synes fungerer optimalt live er titelnummeret til hans seneste Cd, ”One Day You Will Dance For Me, New York City”. De stille numre som ”Solitude”, ”Adelaide” og ”Grace” bliver sunget med helt andre vokalharmonier end på Cd, og på de lidt vildere numre som ”John Wayne” (hvor der også blev spillet på Carlsberg-flaske) og ”I Need Love, Not Trouble” bliver den virkelig også fyret af på en måde, som man ikke hører på hans Cd-udgivelser. Det hele er bakket godt op af et velspillende orkester hvor især den drømmende pedalsteel oftest spiller en fremtrædende rolle.

Alt i alt en flot koncert, der dog ikke nåede samme højder som koncerterne i marts måned.

Set-liste
Intro: Postulate
Either Way
Don’t Lose Yourself
Solitude
Make A Mess Of Yourself
That Great October Sound
A Lovestory
John Wayne
Stay Home
Henry
Grace
Cecilia
Pale Green Eyes
One Day You’ll Dance For Me, New York City

Ekstra 1
Honey
Adelaide
I Need Love, Not Trouble

Ekstra 2
Dreamweaver

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.