Bands med power tilføjet Roskilde-programmet

Foto: Claus Michaelsen
Foto: Claus Michaelsen

For de der ikke synes der har været kant nok i de seneste offentliggørelser fra Roskilde Festivals side, svarer festivalen, at det bare er med at slå koldt vand i blodet. Idag er der nemlig blevet tilføjet tre bands til programmet – tre bands som nok skal sørge for at forstærkerne kommer til at stå på 11.

Norske Serena-Maneesh har senest spillet på Roskilde i 2006, hvor de supportede deres debut, men med en to’er på vej – S-M 2: Abyss In B Minor – er der lagt i ovnen til en ordentlig omgang støjrock.

Islandske Sólstafir lyder som en kombination af postrock, viking-/blackmetal og punk, og bandet er ofte blevet beskrevet som en metallisk udgave af Sigur Rós.

Amerikanske Valient Thorr (billedet) er berygtede og berømte for deres energiske og eksplosive koncerter. Der er dømt sved-garanti, når Valient Himself (jeps, det hedder forsangeren), og hans tro følgesvende vælter rundt på scenen. Valient Thorr har tre forrygende albums på samvittigheden, og kombinationen af punk, metal og rock n’ roll skal nok få gang i Dyrskuepladsen syd for Roskilde her til sommer.

Som om det ikke var nok, så lover festivalen at der på lørdag bliver offentliggjort endnu et metalnavn, når Danish Metal Awards løber af stablen i Amager Bio. Der er altså ingen grund til at tude, hvis man er til rock og rul.

Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar