Gillian Welch udgiver nyt album d. 28. juni

Det her er en nyhed jeg har ventet længe på. Otte år efter sit seneste album, Soul Journey, forlyder det nu, at Gillian Welch er på trapperne med et nyt album. Titlen skulle være The Harrow and the Harvest, og det kommer på gaden den 28. juni. Der er stadig intet officielt nyt omkring albummet, så indtil videre må det betegnes som et rygte startet af NPR.

Der spekuleres i, hvorfor Welch ikke har annonceret, at der er et nyt album på vej, og en af teorierne er, at hun er bange for, at albummet vil lække til internettet. Hun er efter sigende ikke ligefrem begejstret for ulovlige downloads, som hun sang om i sangen ”Everything Is Free” fra albummet Time (The Revelator) (2001): “Everything is free now / That’s what they say / Everything I ever done / Gotta give it away.”

Udover sine fire soloalbums har Gillian Welch blandt meget andet medvirket på albums fra Ryan Adams, Rodney Crowell, Emmylou Harris, Robyn Hitchcock, Norah Jones, Solomon Burke, Alison Krauss, Bright Eyes, Jerry Lee Lewis og det nye album med The Decemberists.

Jeg venter i spænding!

Foto: John Chiasson

Foto: Paxton X
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar