Godspeed You! Black Emperor flyttet

Foto: Yannick Grandmont
Foto: Yannick Grandmont

Det canadiske postrock-kollektiv Godspeed You! Black Emperor skulle oprindeligt have givet koncert i Marmorkirken d. 7. august. Koncerten er imidlertid flyttet til Tivolis Koncertsal under samme dato. Hvorvidt de nye rammer løfter eller forfladiger den med spænding imødesete koncert, vil tiden vise. Givet er det i hvert fald at koncerten er en sjældenhed på disse breddegrader, for kun få gange tidligere har Montreal-bandet glimret med deres spektakulære koncerter herhjemme. Kollektivet der gennem tiden har talt op mod 15 medlemmer, udgøres af en kerne dannet tilbage i 1994 bestående af Efrim Menuck, Mike Moya og Mauro Pezzente.

Det myteomspundne ensemble byder efter sigende på en enestående oplevelse ledsaget af hele fire filmiske projektioner, skabt af GY!BE selv, kompromisløst afviklet på 16 mm film- live! Den visuelle side bliver et bombardement af billeder båret af Godspeeds stærke visuelle stil, ­ et visuelt udtryk som pladeselskabet Constellation også har dyrket og forfinet på diverse pladecovers gennem årene.

Tivoli-koncerten bliver eksklusiv, da den blot er en ud af tre koncerter i skandinavien og har man tidligere oplevet Quebec-bandet opføre deres monumentale sange med fejende smukke og orgiastiske crescendoer, ved man, at man får en oplevelse ud over det sædvanlige i deres selskab.

Sidste år kom det fremragende album `Allelujah Dont Bend! Ascend! efter 10 års albumpause, hvor samtlige anmeldere hev de store superlativer op af kridthuset og selvom den ikke helt fløj i øjenhøjde med hovedværkerne F# A# Infinite, Lift Your Skinny Fists Like Antennas To Heaven og Ep´en Slow Riot For New Zerø Kanada, var det alt rigeligt og bestemt et album, man bør glæde sig til at høre udtræk fra live.

Billetter købes på Billetnet og der er mødepligt, hvis blot man har den mindste interesse for instrumentalt følelsesladede og eksplosive  lækkerier i postrock-regi.

Tags from the story