Neurosis og 2ManyDjs til Roskilde

Foto: Brendan Tobin
Foto: Brendan Tobin

Selvom Roskilde Festival offentliggjorde deres program i midten af april, fortsætter de ufortrødent med at offentliggøre navne. I sidste uge kom Faith No More på programmet, og i denne uge kan festivalen så offentliggøre endnu to navne.

Belgiske 2ManyDjs med David and Stephen Dewaele (de to leger også i bandet Soulwax) i spidsen vil helt sikkert sørge for en fest, når de vælter festivalen med deres samsurium af bastard-pop.

Amerikanske Neurosis (billedet) fra Oakland, Californien har eksisteret siden 1985, og gennem de sidste godt 25 år leveret ni albums – det seneste Given To The Rising fra 2007. Bandet blander alt fra hardcore punk, doom metal og folk til industrial og har gennem årene været en af bannerførerne inden for den eksperimenterende og progressive metal, hvor også navne som Tool, Isis og Mastodon regerer. Neurosis er også kendt for deres intense liveshows, hvor visuals er en stor del af showet.

Roskilde Festival har endnu et par pladser ledige i programmet, og arbejder på at få dem besat, så man kan håbe på endnu mere guf fra festivalens side.

Written By

Uddannet ved Filmvidenskab på Københavns Universitet. Arbejder deltids som producer i Filmbyen (Avedøre), underviser på en højskole og ernærer mig desuden som freelance kameramand, klipper og lydmand. Spiller bas i stoner-bandet Hjortene, men har spillet i alt fra black metal bands til rap-konstellationer. Jeg har en forkærlighed for al musik der har et højt indhold af energi, og så er jeg helt pjattet med vinyl! Lytter for tiden til: Fu Manchu, (International) Noise Conspiracy, TSOOL, JR Ewing, Hellacopters, Turbonegro, Mew, The Haunted, Spiritual Beggars

Skriv et svar