The B-52s sætter fut i Amager Bio

TheB52s-Presse2008-565x377

Georgiabandet The B-52s – tidligere B-52´s -stiller op for første gang på dansk grund i mange år, nærmere bestemt Amager Bio 26. august.  Bandet dyrkede tilbage i slut-70´erne start-80´erne en tæskecharmerende og dansabel blanding af skæv new wave og 60´er doo wop, hvor især lp´er som The B-52´s og Wild Planet begejstrede et ret anseeligt publikum både i USA og Europa.

Bandets tegneserieagtige scenefremtræden med  Kate Pierson og Cindy Wilsons storhumoristiske franskbrødsfrisurer og groovy vokaler, gav et godt modspil til Fred schneiders kantede leadvokal og Keith Strickland og Ricky Wilsons huggende og skæve guitarer og det tilsammen gav en bundsolid, cool og dansestærk hybrid, der gav gang i fodsålerne og smil i mundvigene.

Ricky Wilson døde desværre af AIDS i ´85 og bandet stoppede for en periode, men kom stærkt igen i ´89 med Cosmic Thing, der bl.a. indeholdt “Roam” og grovhitteren “Love Shack”, som blev deres ubetinget største hit til dato. Udspillet gav måske køb på deres tidligere new wave signatur og stilede hen imod en mere poppet dansemusik, men ikke desto mindre stod de festlige og smittende numre i kø på skiven.

Fest vil der helt sikkert også blive i Amager Bio når de tre oprindelige medlemmer af The B-52s kalder til Party Out Of Bounds, så kridt danseskoene og tag med til en koncert med tryk på karisma, charme, party, store frække smil og ikke mindst en udpræget fornemmelse for det gode hook.

Opvarmning til koncerten varetages af de danske surf´n´western hilbillys The Tremolo Beer Gut, der leverer instrumentale eksempler på såvel egne numre, som covers af så forskellige bands som blandt andre The Jon Spencer Blue Explosion, Sonic Youth og Kraftwerk, alt sammen sat med deres helt eget unikke udtryk.

Billetter kan købes via Billetnet!

Tags from the story
,