Rapport fra Rock Hard Power Spray lyttesession

Rock Hard Power Spray lyttesession

Den 15. november udgiver den danske rock-firkløver Rock Hard Power Spray sit tredje album, der bærer den lange titel If You Think Our Last Two Records Sucked You’re Gonna Love This One! I den forbindelse havde bandet og pladeselskabet Target Records inviteret til en lyttesession, hvor albummet for første gang ville blive spillet i sin fulde længde, som er i omegnen af fyrre minutter. Ifølge bandet var albummet først blevet endeligt færdig fire timer forinden, så de havde heller ikke selv haft lejlighed til at lytte til albummet i sin helhed.

Lyttesessionen blev afholdt i går i det mere end 200 m2 Bad Coffee Sudio, hvor albummet også er indspillet. Blandt de inviterede var venner, familie og mediefolk – og dermed også diskant.dk. De indbudte blev budt på øl, chips og pizza, og atmosfæren i studiet var primært afslappet, men det var også tydeligt at bandmedlemmerne var spændte på at høre og præsentere deres nye album i sin helhed.

Efter en times tid med mad og drikke og efter en kort præsentation blev albummet sat på og udover enkelte klapsalver og skål var der stille i de næste fyrre minutter; udover musikken, der primært rockede derudaf med skærende guitarer, der fyldte en hel del i lydbilledet – på den gode måde. Guitarist og sanger Mattias Hundebøll fortalte da også, at der havde stået op til seks guitarister og indspillet samtidig for at opnå den helt rigtige guitarlyd. Umiddelbart en succes.

Som der også står i den udleverede pressemeddelelse, så er det et varieret album Rock Hard Power Spray har på vej. ”Vi har lavet et album, der på samme tid er det mest varierede, hårde, bløde, melankolske, ukommercielle, ambitiøse og gennemarbejdede til dato”, udtaler Mattias Hundebøll. Efter at have lyttet til albummet en enkelt gang er det umiddelbare indtryk da også, at det er et varieret album, der møder sine lyttere den 15. november. Tjek fx nedenstående nummer, ”Love Space”, der er et knap ni minutter langt nummer, hvor det samme tekststykke repeteres igen og igen. Et langsomt og forholdsvist afdæmpet nummer. Bestemt ikke undertegnedes favorit fra albummet, men det kunne måske (i en forkortet udgave) gøre sig som første nummer til bandets koncerter. Den kunne så slå over i ”The Battle of Ask Fxxx”, der er et fedt punket up-tempo nummer, og som nok skal kunne sparke en fest i gang. Kontrasten mellem de to numre ville fungere perfekt.

Udover ”Love Space” så bevægede ”Much More Music for You To Be Fuckin On Drugs To”, “Totally Bored” og “Sweet Little Sister” sig også i den mere catchy poppede verden, men for undertegnede var det kun sidstnævnte, der fremstod som kedelig. Til gengæld fungerde ”Much More Music…” rigtig godt og det samme gjorde “Big Lie”, der fik undertegnede til at tænke på god svensk garage rock n roll. Og mon ikke det er et af de numre, hvor studiet var fyldt med guitarister under indspilningerne?

Efter lytningen blev folk bedt om at sætte et kryds ved det nummer de syntes skulle være første single. Diskant.dk’s kryds blev sat ved ”Much More Music for You To Be Fuckin On Drugs To”, men det kunne lige så godt have været ”Big Lie”, der var løbet med krydset. Flest krydser så det ud til, at ”The Battle of Ask Fxxx” ville få – skarpt efterfulgt af ”Much More Music…” og ”Love Space” samt “Wanted You To Notice”, der ikke gjorde det store indtryk på undertegnede.

Bandet virkede tilfreds. Og bedømt ud fra en enkelt gennemlytning på et godt anlæg blandt en spændt lytterskare, så er det forståeligt.

Tracklisten til If You Think Our Last Two Records Sucked You’re Gonna Love This One!:

1) Kneel for the Sun
2) Much More Music for You To Be Fuckin On Drugs To
3) Big Lie
4) Wanted You To Notice
5) Totally Bored
6) The Battle of Ask Fxxx
7) Show Some Soul
8) Sweet Little Girl
9) Copenhagen Bells
10) Love Space

Tags from the story
Written By

Er født i Århus, vokset op i Sønderjylland og har boet i København de seneste år. Blev færdiguddannet som lærer i 2004 og er souschef i en stor institution på Østerbro. I mine unge dage stod menuen stort set kun på metal, men siden teenagerårene har jeg været igennem 60er-musikken, klynkerocken, diverse singer-songwritere, freak folken og er nu havnet et sted hvor jeg er åben for det meste. Dog med en forkærlighed for det amerikanske.

Skriv et svar