Weezer klar med nyt album

weezer-usa-presse2008-565x350

Det er efterhånden ved at være tre år siden, vi sidst hørte noget fra amerikanske Weezer. På den fremragende selv-titlede debut fra 1994 og efterfølgeren i 1996, Pinkerton, formåede Weezer at spille en glad-i-låget-rock som var lige ud af landevejen med ærlige selvironiske tekster, svingende guitar-riffs samt et glimt i øjet, der efterlod lytteren med en trang til enten at bryde ud i dans eller et stort smil. På de to seneste albums, Green Album fra 2001 og Maladroit fra 2002, har der imidlertid været mere stille omkring gruppen, og de charmerende træk fra de første albums har været sværere at finde. I et interview med Rolling Stone er trommeslager Pat Wilson da også hudløst ærlig:

“Jeg tror ikke, at Rivers (Rivers Cuomo: sanger, guitarist og sangskriver, red.) var tilstrækkeligt følelsesmæssigt engageret i vores to seneste albums. Man kan virkelig høre det. Vi lyder som et stenet 70’er-band, der har alt for travlt med at turnere” .

“Det har taget en helvedes tid at få færdiggjort det nye album!” fortsætter Wilson, og henviser her til, at Cuomo har haft travlt med at færdiggøre semestre på Harvard, og kombineret med hans store selvkritik overfor egne tekster, har det betydet, at det efterhånden har taget to år at lave det nye album. Det lader dog til, at det har været ventetiden værd. Med Rick Rubin (Audioslave, System Of A Down, Red Hot Chili Peppers m.fl.) som producer, og med Rivers Cuomo der, ifølge Pat Wilson, igen skriver sange med en glæde og ærlighed, som leder tankerne tilbage på de to første albums, så det tegner det godt.

Første singleudspil hedder Beverly Hills, og musikvideoen roterer allerede på alverdens musikkanaler. Videoen er optaget i Hugh Hefners Playboy Mansion, og at dømme ud fra de klip jeg har set, lader det til, at Weezer stadig nyder at lave sjove og unikke musikvideoer. Singleudspillet er blevet mødt med blandet kritik af bandets fans. På weezer.com mener mange, at nummeret både musikalsk og tekstmæssigt er for simpelt og banalt, mens andre mener, at dette netop er et Weezers kendetegn. Beverly Hills debuterede i sidste uge på en 13. plads på Billboards Chart of Modern Rock.

Indtil videre må fans vente spændt på udgivelsen af det nye album, som får titlen Make Believe og vil ligge i de danske pladebutikker den 10. maj. Så kan man håbe, at bandets Europa-tour, som skydes i gang den 3. juni på Rock Am Ring i Nürnberg, bringer bandet forbi Danmark. Indtil videre står Danmark ikke på listen, men Weezers aflysning af deres Europa-tour (inklusiv en koncert i København) i slutningen af 2001, pga. en vis Hr. Bin Laden, har formentlig ikke sat forhåbningerne ned – i hvert fald ikke hos undertegnede.

Tags from the story