Transition er Steve Lukather på godt og ondt: når han er bedst, rammer han plet med et par stærke voksen-ballader, og når han er værst, får guitaren for meget spilletid. Transition kan især anbefales til fans af Lukather og Toto, men andre, der har hang til melodiøs voksenrock, kan også starte her.
Læs hele indlæggetMusiknyheder
Plader, film, bøger, demoer
Koncerter & festivaler
Interviews og reportager
Cd’er, t-shirts og koncertbilletter
Stener-monumentet over dem alle blev leveret ædende tungt
Inden stener-koryfæerne gik på scenen i Amager Bio med genrens indiskutable hovedværk Dopesmoker, skulle vi lunes af trioen A Storm Of Light, der denne aften var udvidet med …
Koncerten fik en katastrofal start, hvilket fik Evan Dando til at forlade scenen i frustration. Efter en halv times pause, hvor spillestedet fik styr på lydudstyret, genstartede Dando og The Lemonheads, deres livegengivelse af gruppens bedste album. Afbrækket og genstarten skulle vise sig, at være lige hvad band og fans havde brug for.
At være et hypet debutband giver først og fremmest garanti for en masse opmærksomhed på godt og ondt, men det stiller også øgede forventninger til den musikalske kvalitet. Tribes viser, at de har potentialet til at leve op til de høje forventninger, men der er lidt for meget fyld og ligegyldighed mellem toppræstationerne.
Er man til Simon/Garfunkels gode gamle udgivelser, kan man lide Fleet Foxes, og synes man at norske Kings of Convenience første udgivelser var som sendt fra himlen, så er der god grund til at kaste rigtig meget opmærksomhed i retning af Poor Moon.
Overordnet er de 37 minutter, som Prestige, Paranoia, Persona Vol. 1 spiller over, 37 intense og udfordrende minutter. Endnu engang er det lykkedes, fristes man til at sige – og hvis det er TDC, der betaler regningen for, at vi andre får fri adgang, så er det fint med mig, selvom jeg gerne betalte for skiven.
Der er ikke meget godt at hente på metalbandet Worlds of Farewells album Immersion. Den growlende vokal passer ikke rigtigt til musikken og musikken sparker ikke nok fra sig – og når den endelig gør, så lyder det mest af alt rodet.
The Jezabels kræver sin tid på dette album, der i høj grad lever på en stærk vokal og en række fornemme stemninger og opbygninger. Men er tålmodigheden lang nok til, at de enkelte numre får lov at folde sig helt ud, så er der masser af gode sager at hente.
Perfektionisten over dem alle rundede Amager
Steven Wilson der mest er kendt for sit virke i Porcupine Tree lagde vejen forbi Amager Bio på denne skønne solskinsaften, dagen før arbejdernes kampdag. Ingen havde synderlig lyst til …
Det var dejligt at få lov til at høre Michael Kiwanukas musik live, der tillod mig at gå en tur ned af mindernes allé og få en ide om hvordan en koncertoplevelse må have været i 1970erne.
De mange eksperimenter bider ikke rigtig på mig, og jeg savner de levende og døde beretninger fra den charmerende provins-kedsommelighed, som Telestjernen kan formidle så formidabelt. Dette er forhåbentlig blot et lille intermezzo, hvor nye idéer og tanker skal afprøves.