Ni år efter bandets debutalbum, er The Veils klar med fjerde udgivelse. Og lad det være sagt med det samme – det er et Veils i absolut topform, og ikke mindst en Finn Andrews der med sin karakteristiske vokal er et gribende og fremragende omdrejningspunkt.
Læs hele indlæggetMusiknyheder
Plader, film, bøger, demoer
Koncerter & festivaler
Interviews og reportager
Cd’er, t-shirts og koncertbilletter
Tretten skæringer smykker skiven og på de ubesværede toner og letheden i lyrikken får man fornemmelsen af, at der snildt kunne have været dobbelt så mange numre at finde på debutpladen fra Penny Police.
Generelt er “Nive Sings” et glimrende album, der med sine skæve modsætninger og livlige instrumenteringer får en samling sange, der varierer en del i niveau, til at fremstå som en solid helhed – og som gør Nive Nielsen til en sjælden grønlandsk sangerinde, der formår at holde fast i sin hjemstavn selvom hun har sit fokus solidt rettet mod den amerikanske scene.
Jonquil debuterer med et album, der viser et klart potentiale, men som også viser en ligeså klar mangel på alsidighed i repertoire og idérigdom. Derfor bliver debutalbummet en lidt langstrakt, uskarp og kønsløs affære, omend der er øjeblikke af sprudlende, kildrende sommer-mavefornemmelser undervejs.
Bananer. Weekend-krigere. De rigtige McCoys. Meget har de kaldt sig, men mest kendte er de nok som Blæs Bukki, Geolo G og Tue Track – til sammen Malk De Koijn fra Langestrand. Fredag aften blev deres turné afsluttet med en koncert i Store Vega, og næsten forudsigeligt var det, at koncerten var udsolgt.
Det kræver sin mand, kvinde, vokal og melodifornemmelse at skabe en svensk pendant til Belle & Sebastian. Nogle af pilene peger i den rigtige retning for Laike, men afgørende momenter slår fejl og betyder, at den magiske fornemmelse kun sniger sig tæt på lytteren i ganske få tilfælde.
Danmark har i Christopher fået en ny stærk sangskriver. Danmark har også fået endnu en af de mange unge sangere, der ikke gør ret mange fortræd, og som i kraft af produktion og pænhed passer perfekt ind i den bløde masse, der gør de kommercielle popradioer ulidelige at høre på.
Selvom det var støjet og kaotisk, var det samtidig også satans seriøst og tjekket, og der var ikke skyggen af utjekket punk-stil. A Place To Bury Strangers og især Oliver Ackermann er ganske simpelt støj-genier, der skaber den helt perfekte lyd til deres dystre kærligheds sange, hvor alt deres kaos på en eller anden måde virker utroligt velovervejet.
Københavnske Vinyl Floor leverer med deres andet udspil Peninsula en seriøst ambitiøs konceptplade, der lukrerer forelsket på datidens 70´er værker. Men med al respekt er der en del at arbejde med for Vinyl Floor, før bandet næste gang giver sig i kast med så stort et hævet brød.
To danske bands i skikkelse af københavnske SPEkTR og jyske Lis Er Stille havde sat publikum stævne med deres eksperimenterende art- og prog-rock. Som aftenen skred frem, beviste de hver især, at de har ufatteligt meget at byde på, men i kraft af deres tekniske og udfordrende kompositioner, blev man momentvist hægtet lidt af i det samlede forløb.
Abeele er efter sigende dedikeret popmusik-encyklopædist og det kan høres på The Slideshow Effect, for det er en ren popplade med nik til country og dreampop. Skiven er væsentlig mere klar, ren og organisk i denne ombæring og retningen fra et sovekammerprojekt til et fuldt realiseret band er fuldført.