Wild Nothing, alias Jack Tatum, imponerer på denne EP, hvor han ikke bare demonstrerer en god smag, men også stort talent for både at lave gode sange og interessante lydtapeter. Er man ikke bekendt med Wild Nothing, og sætter man pris på drømmepop og Brian Eno, kan man roligt starte med Empty Estate.
Læs hele indlæggetMusiknyheder
Plader, film, bøger, demoer
Koncerter & festivaler
Interviews og reportager
Cd’er, t-shirts og koncertbilletter
A Wasteland Companion er ikke i nærheden af at være blandt M. Wards bedste albums, og det indeholder ikke nogen sange, der ville være oplagte valg til en greatest hits. Alligevel er albummet værd at investere i, for Wards bundniveau er vel nok højere end nogen anden kunstners.
Det er svært at definere Lost in the Trees. ”Tall Ceilings” lyder som Radiohead uden alt det elektroniske, og ”Golden Eyelids” lyder i al sin tristesse og storladenhed som Guillemots på en god dag. Men mest af alt er det flot og afdæmpet popmusik med klassiske strygere en masse.
Stilen på Emerald Forest and the Blackbird ligger tæt op af Barren Earth’s seneste udspil, hvor tempoet dog er en anelse højere, og tidlig My Dying Bride – med en renere produktion som disse finske metalbands har for vane.
Efter en håndfuld EP’er gennem de seneste år er amerikanske Alex Winston nu klar med debutalbummet King Con, der er en lille opvisning i legesyg, opfindsom og humørstruttende indie-pop, men som også bliver en kende for ensformig i det lange løb.
Nok er Band Of Skulls fra det sydlige England, men de leverer en vare, der uden tvivl også er målrettet mod resten af Europa og måske især USA. De griber fat i flere rockdyder, og de har dem under fuld kontrol hele vejen igennem albummet.
Når man kun har tre sange at fange lytteren med er det vigtigt, at disse tre ikke lyder alt for ens og er til at skille fra hinanden. Dette formår Chasma på deres debut EP, som på trods af at den kun indeholder tre numre, varer over en halv time.
Great Lake Swimmers har skabt et fremragende album med stor variation, sublim sangskrivning og en Tony Dekker, der med sin vokal giver alle de fornemme elementer et ekstra løft. Der er lidt mere varme og lys end på forgængeren, og det har både sine fordele og ulemper, for det er stadig de mest melankolske numre, der bider hårdest.
På den ene side er skotske Emeli Sandé en hamrende dygtig pop/soul sangerinde, som flere steder på debuten er alt for traditionel og ikke synderligt original. Heldigvis overdøves dette af hendes mange andre talenter. Sandé skriver sine tekster selv, og hun har oven i købet noget på hjerte.
Saft, kraft og store muskuløse armbevægelser er der masser af på Blood Red Shoes tredje omgang bulderrock In Time To Voices, men gid duoen dog havde brugt kræfter og tid på, at udvikle sangene i stedet. Stort set intet er sket siden den gedigne to år gamle Fire Like This udsendtes.
På nær aftenens første ekstranummer ’Morgenlys’, der ikke kan måle sig blandt de andre Simpson-klassikere, er det egentlig svært at sætte en finger på den sidste halvdel af koncerten, og folk virkede også ret tilfredse da de forlod Vega for at erobre København. Jeg er overbevist om at en lidt mere varieret setliste, hvor de nye numre fra Noget Laant, Noget Blaat ikke lå i en massiv tung blok i starten af koncerten, havde gjort oplevelsen meget bedre.
D:A:D viser nye sider af turnélivet i ny fotobog
Sommeren 2012 mødte Diskant D:A:D i forbindelse med afslutningen på deres store Europa-turné og især i forbindelse med offentliggørelsen af en kommende fotobog om D:A:D’s turnéliv af …
Den alsidige danske musiker og producer Noah Rosanes har netop søsat sit nye soloprojekt, der bærer navnet The Ball and The Wall (TBATW). Projektet handler om, at Noah Rosanes under navnet TBATW på skift inviterer …
