Nanobots et klassisk They Might Be Giants-album. Her bliver det useriøse taget seriøst, og der er bestemt ikke noget useriøst over gruppens håndværk. Gamle fans vil henrykkes over den, men hvis man har hang til alternativ pop og en lettere nørdet humor, kan det også anbefales at tjekke skiven ud.
Læs hele indlæggetMusiknyheder
Plader, film, bøger, demoer
Koncerter & festivaler
Interviews og reportager
Cd’er, t-shirts og koncertbilletter
Som Leonard Cohens søn træder man vel aldrig endegyldigt ud af faderens skygge. Men Adam gør et så stærkt forsøg, som det lader sig gøre, og ”Like a Man” er et fornemt album for alle med hang til den fine, nydelige og meningsfulde countryballade, der undgår både musikalske og tekstmæssige klichéer.
Det er dygtigt, gennemtænkt og veludført, og Black Light White Light kan sine genre-metier til fingerspidserne, samtidig med at de implementerer inspirationskilder og de hovednavne de har supporteret gennem tiden fornemt.
Kaosbørn viser store evner på et album, der tekstmæssigt rykker i den dansksprogede lytter, der i denne genre skal lede længe efter kunstnere, der i den grad tør have meninger og ambitioner for kulturnationens fremtid. Musikalsk rykkes der i modsætninger og kontraster, og alt i alt er det både sundt, godt og medrivende.
Beach poppen er ikke til at tage fejl af, og også på dette album er de upbeat og legende lette sange at finde. Men der er sket en udvikling i lyrikken, der tegner mere introverte cirkler. Selvom de tolv skæringer ofte handler om tabt kærlighed og religiøse kvababbelser afspejler instrumentalsiden med de upbeat kompositioner dog ikke dette.
Jonas Hansen er manden bag det i danske sammenhænge originale ensemble Fargo, der med 11 sange placerer sig i spændingsfeltet mellem irriterende pjattecountry og habil storbyfolk.
I forbindelse med hendes seneste koncert i Lille Vega,gav Heather Nova et interview, hvor hun giver et sjældent indblik i den verden, der danner udgangspunkt for de stærke sange, hun har leveret i snart 20 år. Og ja, hun er nærmest lige så smuk og elegant på nært hold, som hun fremstår på scenen!
Maia Vidal har sine store styrker i den utraditionelle tilgang til popgenren, men samtidig når de to modsætninger – den alvorsfulde og den spøge- og legesyge – kun sjældent at finde sammen for alvor. Oftest er det enten den ene eller den anden side af Maia Vidal, der slår igennem.
Live Over Europe byder på fremragende rockmusik, men desværre fokuseres der mere på det visuelle og mindre på det musikalske. Det påvirker helhedsindtrykket og to timer i selskab med Black Country Communion bliver derfor noget uvedkommende.
Zolas karakteristiske, men også statisk dybe og lidt grædekonelignende stemme, har relativt få udsving og har dermed den bagdel, at den trætter lidt i længden. Langt hen ad vejen holder den dog ens interesse fangen og i samspil med de stemningsfulde og ildevarslende numre, gøder den jorden til mange lyt.
Det er som om Ryan Adams ikke længere passer på hypotesen om, at en trist singer-songwriter er en god singer-songwriter. Tværtimod virker han gladere end nogensinde – og samtidig mere stabil end nogensinde. Det var også tilfældet ved aftenens koncert i en kirke i Malmø.