Smog på Loppen

Foto: Joanna Newsom
Foto: Joanna Newsom

Bill Callahan gav en koncert, der bar præg af, at det var den sidst på Europa-touren.

Forventningerne var høje og varmen ligeså, da amerikanske Bill Callahan med band indtog scenen på Loppen. Med skjorten godt proppet ned i bukserne og fornem sideskilning, lignede Callahan langtfra den dystre rock-poet han med sine 12 studiealbums er blevet udråbt til. Med numre der strækker sig fra det tungt elektrisk rockende til det dæmpede akustiske og næsten slæbende tempo, er Callahan blevet sammenlignet med rockpionerer som Leonard Cohen og Lou Reed. Alligevel er Callahan alias Smog en velbevaret hemmelighed på rockscenen, et faktum der åbenbart passer Callahan glimrende, for aftenens koncert blev fremført med en tilbagelænet og lavmælt attitude, uden de store musikalske eller publikumsvenlige udsving. En par enkelte thank yous blev det dog til, og så en høflig anmodning til publikum om at indstille al rygning i en halv time, forståeligt nok i øvrigt, da varmen i forvejen var trykkende, grænsende til det uudholdelige. Ikke desto mindre lagde det en lille dæmper på begivenhederne.

Første del af koncerten var koncentreret omkring Smogs seneste udspil, den fremragende ”A River Ain’t Too Much To Love”. Bandet åbnede med den smukke ”Say Valley Maker”, der med sin dystre, men alligevel livsbekræftende tekst sparkede koncerten effektivt i gang: ”So bury me in wood, and I will splinter. Bury me in stone, and I will quake. Bury me in water, and I will geyser. Bury me in fire, and I’m gonna phoenix”. Det hele endte I et Velvet Undergroundsk inferno, hvor især Jim Whites uortodokse trommespil hev hele herligheden op på et højere niveau. Aller øverst herskede dog Callahans dybe baryton. Sammen med Cohen og Stephin Merrit fra Magnetic Fields er Callahan i besiddelse af en af rockbranchens dybeste og mest velfungerende vokaler. Og helt ligesom Cohen, er Callahan godt klar over, at han er ”born with the gift of a golden voice”. Callahan stoler så meget på sin stemmes gennemslagskraft, at arrangementerne og melodierne på især hans seneste udspil er ekstremt spinkle og til tider næsten ikke-eksisterende. Det samme var tilfældet denne aften, og det er smag og behag om man mener, at en rockkoncert kan holdes i kog ved hjælp af dette ene virkemiddel. Det kunne den efter undertegnedes mening ikke helt, i numre som ”Rock Bottom Riser” og ”In The Pines”, trængte monotonien sig langsomt på, og det var derfor tiltrængt da Smog efter en lille halv times spil til publikums højlydte fornøjelse, brød stilheden og lod det velkendte riff fra ”Held” fra albummet ”Knock Knock” brage ud i det lille rum. Det var dog en kort fornøjelse, for lige efter gik det ned i tempo igen med ”Blood Red Bird” fra ”Red Apple Falls”. Til gengæld havde Callahan nu for alvor åbnet op for den godtepose af hits, der siden Smogs debut i 1988 langsomt er opstået. Vi fik blandt andet forførende og tændte versioner af ”Vessel in Vein” og ”Dress Sexy At My Funeral”, hvor sidstnævnte afslørede sig som en af Callahans bedste sange. Til gengæld var der ikke meget liv i hverken ”Let’s Move To the Country” eller ”Our Anniversary”, og man fornemmede så småt at bandet og især Callahan var ved at være brugt op. De forlod scenen, (Callahan nærmest småløb), og undertegnede overvejede seriøst om de ville komme igen. Det gjorde Smog heldigvis. Bandet leverede en hårdt rockende version af ”Cold Blooded Old Times”, der med sin hjerteskærende tekst om hustruvold, viser Callahans enestående lyriske formåen: ”Mother came rushing in. She said we didn’t see a thing. We said we didn’t see a thing. And father left at eight. Nearly splintering the gate. Cold blooded old times. How can I stand, and laugh with the man, who re-defined your body?”. Koncerten blev sluttet af med en formidabel version af “Bloodflow”, der med sit malende tempo satte et flot punktum for en koncert på det jævne. Det var Smogs sidste koncert på deres europæriske turné, hvilket kan være årsagen til, at aftenens koncert blev kørt af på rutinen. Koncerten ændrer dog ikke på at Smog er et af mest interessante navne på den alternative musikscene i øjeblikket, hvilket flere af aftenens numre da også mindede en om.

Setliste:
01 Say Valley Maker
02 I Feel Like The Mother Of The World
03 Rock Bottom Riser
04 Let Me See The Colts
05 In The Pines
06 Held
07 Blood red bird
08 Dress Sexy At My Funeral
09 Let’s Move To The Country
10 Cold Discovery
11 Vessel in vein
12 Our Anniversary

Ekstra:
13 Cold Blooded Old Times
14 Bloodflow

Line-up:
Bill Callahan: sang, akustisk guitar
Jason Dezember: elektrisk guitar
Colleen Burke: bas
Jim White: trommer

Written By