Traening: Et sidste punktum for en spændende karriere

traening-dk-presse2005-565x350

Det danske band Traening gik i opløsning i efteråret 2004, men er nu pladeaktuelle med ”All my time is spent on nights with you”. Det nye album sætter punktum for en kort, men meget rost karriere. Diskant.dk har mødt bandet til en snak om at splitte op, om musikken og om fremtidsplanerne.

Det starter ellers meget godt. Hans Emil Hansen lægger ud med et smil: ”Vi har aftalt kun at svare ja eller nej på dine spørgsmål”. Så er isen brudt.

Han fortsætter i samme skælmske tone: ”Og så skal du skrive, at vi insisterede på at blive interviewet i en fryseboks i Sydhavnen…” – ”Og at vi kun ville kommunikere med dig via signalflag og hånddukker,” tilføjer guitarist Anders Bo Rasmussen med et smil.

Det er denne tag-det-som-det-kommer-stemning, der er meget fremtrædende ved Hans Emil, Anders og Marie Eline Hansen. De tre medlemmer betegner med glæde sig selv som fjollede, men, pointerer Hans Emil, ”at vi er fjollede, skal man endelig ikke tage fejl af, musikken tager vi meget alvorligt”.

Vi sidder på Cafe Floss med en kold øl. Det er fredag eftermiddag, og det regner. Jeg spørger, hvordan det er at blive interviewet som et ikke-eksisterende band?

Hans Emil:Jamen, det er jo ikke dårligt, for vi er jo ikke blevet uvenner af at være holdt op. Det er jo bare et led i den proces med at sætte et punktum, som vi indledte i efteråret, da vi officielt gik i opløsning. Vi valgte jo at stoppe, fordi min søster (forsangerinde Marie, red.) ikke havde lyst til at være frontfigur mere”.

For Traenings fans kom bruddet meget pludseligt, men for bandets medlemmer var det noget, der længe havde været en mulighed.

Anders: Ja, det kom ikke uventet, for det havde jo egentlig være sådan fra starten af. Marie stod som frontfigur med det sidste ansvar, og det brød hun sig ikke om. Alle anmeldelserne fokuserede jo altid på hendes stemme eller hendes performance”.

Marie er enig, men pointerer, at der også var tale om, at alle i bandet havde gang i så mange andre projekter, at der simpelthen ikke var tid til at spille mere. Men Traening fik altså ikke lov til at stoppe.

Hans Emil:Nej, vi blev tilbudt en tidages Tysklandstour, som vi så sagde ja til for at slutte på en god måde”.

Anders: Ja, og så mailede Peter (Mesnickow, red.), fra vores gamle distributionsfirma, at han gerne ville udgive vores resterende livenumre, hvis vi ville indspille dem. Og det var jo så endnu en mulighed for at få sat punktum, så den tog vi imod”.

Og punktum har Traening fået sat med et album med seks tracks, hvoraf de fem er nyindspillede. Det sidste, ”Summerlove”, stammer fra tiden, hvor de indspillede debutalbummet i Deltalab sammen med Thomas Troelsen. Jeg spørger Traening, hvordan det har været at indspille ”All my time is spent on nights with you”?

Overordnet er bandmedlemmerne enige om, at det har været en rar oplevelse at gå i studiet sammen igen.

Anders: Det har været lidt som at være sammen med en ekskæreste igen…

Marie:Netop. Hvor man ved, at det ikke skal blive til noget igen, men er sammen alligevel – og det bare er hyggeligt. Det var også fedt, at vi ikke skulle lave al udenomsarbejdet denne gang. På første album lavede vi alt selv”.

Hans Emil:Ja, og lavede alt forkert…

Marie: Denne gang var der nogle andre, der lavede coveret. Nogle andre der klarede al promotion og sådan. Vi kunne bare vælge og så ellers tænke på musikken”.

Det nye album er af Gaffas anmelder blevet kaldt en musikalsk gravsten, ser Traening det også som en gravsten, spørger jeg lidt prøvende?

Hans Emil:Det er ikke en gravsten, det er mere som en dødsmaske, der fanger det øjeblik, da vi sluttede. Det opsummerer ikke Traening, men det fanger en periode af vores tid sammen. Det er alle de numre, vi holdt mest af at spille live”.

Marie:Og vi syntes, at det var ærgerligt, at vi ikke havde indspillet de numre, de var jo rigtig gode – og vi havde så mange gode liveoplevelser med dem”.

Og netop de mange live optrædender gjorde tiden i studiet nemmere.

Anders: På første album havde vi ikke spillet så meget live, denne gang var det med en masse erfaring i bagagen, da vi gik i studiet. Vi havde også en bedre fornemmelse af, hvad Traening er og står for. Der er sket meget siden første album. Da vi startede, troede vi ikke på det store gennembrud, vi kunne jo praktisk talt ikke spille, vi famlede lidt i blinde dengang”.

Men denne famlen var der ikke mange af anmelderne, der lod sig skræmme af, da Traening debuterede. I stedet blev det gentagne gange blevet understreget, at der her var tale om et dansk band, der ikke lød som noget andet. Det var blandt andet det, der fik forsanger Jonas Bjerre fra Mew til at nævne Traening som et af dansk musiks mest lovende unge talentbands.

Hans Emil: Det var jo fedt, at vi fik den omtale. Vi startede med en ambition om at lave original musik, det skal ikke ligge op af specielle genrer. På sin vis er det dog også forkert at sige, at vi bevidst har prøvet at være nye eller originale. Vi har prøvet at videreformidle en stemning. Der er jo ikke nogen af os, der er de store studiemæssige begavelser, men det med at formidle en følelse, det er noget, vi kan – og det er det, vi vil med vores musik”.

Hans Emil er skribenten bag Traenings tekster. Er teksterne vigtige for Traening, spørger jeg?

Marie:Teksterne er vigtige for Hans Emil, for mig handler det mest om, om de er gode at synge, altså om det fonetiske passer”.

Hans Emil:Teksterne er da vigtige. Jeg kan godt lide at åbne nogle rum, som folk selv kan fylde med associationer, gode tekster giver musikken en ekstra dimension. Der er jo lige så mange tolkninger, som der er mennesker”.

Marie: Hans Emil skriver teksterne med én mening i tanker. Jeg lytter dem altid igennem mange gange, men jeg lægger noget andet i dem end Hans Emil. Jeg må selv skabe et forhold til dem for at kunne synge dem godt. Med ”You Think You Know” (4. track på det nye album, red.) har jeg for eksempel tænkt rigtig meget på Michael Jackson. Jeg holdt med ham hele vejen igennem”.

Det sidste spørgsmål, jeg stiller Traening, er klassisk. Hvad så nu, spørger jeg, I er seks unge mennesker, har I stadig musikalske ambitioner?

Anders:Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der er færdige med musik. Marie er med i The Bleeder Group og Mit Nye Band. Mathias (Reichert Nielsen, red.) prøver at få gang i en solokarriere under aliaset Pluton X og ligger for tiden i forhandlinger med Kassen Records. Asger (Ø. Hvid, red.) spiller med i Mit Nye Band og Veronica Post. Jeg skal spille sammen med Fashion”.

Hans Emil:Og Maja (Schaufuss, red.) er med i El Video og vist også noget mere. Selv er jeg med i Gravy og af og til i EPO-555. Og så arbejder jeg på sange til et soloprojekt. Og så drømmer jeg om at lave en fremtidsjazzduo, Deja Vu, med Mathias, hvor Anders er med live – og Marie på afrikanske instrumenter. Vi har jo alle vores små humoristiske projekter at se til…

Det sidste siges med det markante, lidt skæve smil, der kendetegner den trio, der sidder foran mig. Efter interviewet sidder vi og snakker lidt om den danske musikscene. Jeg spørger, hvem de tror på af nye danske kunstnere? Der tænkes meget ihærdigt, nævnes et par navne, som hastigt fejes af banen.

Hans Emil: Jamen, jeg kan ikke rigtig komme i tanke om nogen. For mig at se er rocken i Danmark blevet en selvkopierende genre. Der sker mere på den elektroniske scene”.

Marie: Ja, det er lidt blevet en modedille at lyde som andre, det er kun overflade, det handler om. Den danske musikscene er blevet en maskine, der bare kører, der er intet innovativt, man fristes til at kalde det fadølsrock, det er Grøn Koncert det hele”.

Hans Emil: Mange af de etablerede danske kunstnere lyder egentlig som om, at de er trætte af at spille. Jeg tror sådan set, at der er mange gode intentioner i øvelokalerne rundt omkring, men når de kommer uden for det, så møder de de korslagte armes tyranni. Jeg ved ikke, om det er talentet, der mangler – eller om markedet bare ikke er stort nok til kunstmusik. Og så er der jo problemet med, at P3 er vejen frem – eller at spille en helvedes masse koncerter – eller komme syd for grænsen”.

Anders bryder ind:Hov, vi blev sørme spillet på P3 i dag”. De to andre bandmedlemmer griner lidt af det og spørger ind til, hvornår det var.

Og det er sådan, jeg forlader Traening. Vejen frem går gennem P3, siger de – og nu spilles de på P3, men eksisterer ikke mere. Og med alle de jern i ilden, som samtlige medlemmer har, ser det heller ikke ud til, at Traening genopstår. Der er sat punktum. Øjeblikket er naglet.

Written By