Death By Kite: Dødsdrager på Lades

deathbykite-dk-presse2008-300x300

Der findes et band i den danske undergrund, der både spiller udfordrende og iørefaldende støjrock. De kalder sig Death By Kite og kommer lidt fra Falster og Silkeborg og lidt fra Aalborg, men denne aften befandt de sig i Kbh. nede i mørket på Lades Kælder. Sidste gang undertegnede bobbede hoveder til dødsdragernes forførende toner var på Studenterhuset engang i november, så adskillige måneder uden andet støj end den fra gaden havde resulteret i et voldsomt behov for noget melodisk støj med måde. Og det fik vi så.

Bandet indtog scenen lidt i halvelleve, og de næste fyrre minutter bød på kompetent og solidt spillet rockmusik, som man bl.a. kender det fra The Jesus and Mary Chain og Placebo. Death by Kite har i særdeleshed en lighed med Placebo. Forsanger og guitarrist Bjørn Gøtzsche Langes lyse vokal minder om Brian Molkos karakteristiske fistelstemme, og Death By Kites eksplosive kompositioner lægger sig med sine åbne akkorder og gode melodier tæt op af det engelske band. Men hvor Placebo især på gruppens seneste udspil er blevet lullet i søvn af egen succes (og DJ Shadow!) og kompositionelt til tider springer over hvor gærdet er højest, indenfor en genre der måske rent faktisk kræver det modsatte, er Death By Kite kompromisløse i deres tilgang til musikken. Med overraskende temposkift og imponerende breaks står bandet for en alsidig variant af punk-rock formlen ”hey ho. Let’s go”, men samtidig holder de sig inde for rammerne af, hvad man kan forvente af et rockband. Det er lige på og hårdt, men det er gjort med sikker hånd og bankende hjerte. Og bankende hjerter og numre om samme er i høj grad Death By Kites force, hvor Bjørn Gøtzsche Lange i øvrigt afslører sig som en aldeles habil tekstforfatter med sans for enkeltheden, ikke finurligt ordkløveri som ellers er den genre, hovedparten af de hjemlige troubadourer begår sig i, men bare gode tekster der bider sig fast og efterlader en tilbage melankolsk og lykkelig på samme tid. Meget gik tabt i støjen og en dårlig mikrofon, men en af de gloser der alligevel slap igennem lød sådan her: ”These hands – they don’t forget”. Tilsat en enkel men smuk melodi der gav Comfortable Sounds kamp til stregen, kunne man konkludere at Death By Kite i den grad ville være et friskt pust på den danske musikscene, ikke kun på Lades Kælder men også i Fona og lidt Merlin.

Lørdag d. 27 spiller Death By Kite igen på Lades Kælder som opvarmning for Super Galore, og altså en oplagt mulighed for at nyde noget støj med måde. Herfra skal der i hvert fald lyde flere propper end i en vinsmagers vinlager.

More from Jonas Kleinschmidt
Smog på Loppen
Bill Callahan gav en koncert, der bar præg af, at det var...
Read More
0 replies on “Death By Kite: Dødsdrager på Lades”