Nikolaj Rysager: Hjemmepublikum på udebane

nikolajrysager-presse2006-300x300

Det var svært ikke at komme fra Præstø Fjord, da Nikolaj Rysager indtog scenen på Rust lørdag. Det lod til, at publikum bestod af venner og familie, heriblandt hele fodboldholdet fra hjemstavnen på Præstø, hvilket da heller ikke blev nedtonet. Problemet var bare, at der gik lidt rigeligt kammerateri i den, så man som ny i publikumsskaren ikke kunne følge med, når bemærkningerne føg mellem Rysager og de første par rækkers hjemmepublikum.

Det startede egentlig også lidt rodet. Koncerten var annonceret til kl. 21, men kl. 21 var dørene til Rust ikke engang åbnet. Der stod et par trippende piger udenfor og ventede og undrede sig, hvilket var ganske forståeligt. Hvis man annoncerer en koncert til kl. 21, må spillestedet i det mindste være åbent på dette tidspunkt. Rust åbnede cirka kvart over – og det skete i etaper, først den forreste bar og så efter halvanden time sceneområdet.

Rysager er nok et ukendt navn for de fleste, som bliver mere kendt, hvis man i samme åndedrag nævner bandet Monopol, som Rysager var sanger og tekstforfatter for. Nu stod han alene på scenen, annonceret som ”Nikolaj Rysager (Monopol)” og skulle overbevise om, at hans talent holder til mere end blot let computerpop.

Der blev åbnet med en sang om, ja… hjemstavnen, nemlig ”Præstø Fjord”, hvor Rysager mindede umiskendeligt om Lars Lilholt. Ikke den bedste sammenligning for en sanger, hvis publikum gerne vil have Monopol. Det var ikke blot Rysagers stemme, der gav næring til Lilholt-associationen, men også teksten med små finurligheder om blandt andet Pia Kjærsgaard, samt at ”Danmark Nok Skal Bestå”. Rysager stod alene på scenen med sin akustiske guitar – der var noget dragende over ham – mest på grund af stemmen, der nåede ud til hele lokalet og tilbage igen.

Efterfølgende fik Rysager præsenteret et band, for alene skulle han ikke være hele aftenen. Det var Jonas Hansen på guitar, Peter Monrad på bas og Tom Stevenson på trommer. Og med dem bag sig tog Rysager fat på det, der nok kan blive hans hit, hvis han får et sådan, nemlig ”Spørg Om Jeg Vil”. En sang om kærlighed med den rockede energi, som Monopol fuldstændig manglede.

Ifølge Rysager gik der herefter country i den. Jeg tror nu ikke, at publikum nogensinde fandt den country. Det handlede vist også i det store hele kun om, at Rysager og band nu blev akkompagneret af Bjarke Falgren på violin. Countrysangen stod ud med en fin tekst: ”Jeg tror på, at livet skal gøre ondt / før man kan forstå idyl / jeg tror på dig / med to fingre kan jeg mærke dit hjerte slå / og håber og beder til, at du aldrig vil lade mig gå”. Nogle gange virker klichéerne, det gjorde de i dette tilfælde. ”En Engel i Satans Tøj” fulgte, et meget stemningsfuldt nummer, hvor violinen musikalsk fik lov til at markere omkvæd fra vers.

I det store hele stod man ret hurtigt med en følelse af, at det var en noget ujævn musikalsk præstation, som Rysager leverede. Lidt Lilholt, lidt pop, lidt rock og lidt country. Lidt rigeligt tunge trommer på mange af numrende, som stod i skarp kontrast til Rysagers forsøg på at være en blød mand. Man manglede en rød tråd. Og uden at blive for nostalgisk, så manglede man også Monopol, for det var jo på denne måde, Rysager var blevet promoveret – som Monopol.

Alligevel gik der en rum tid, før Rysager gav efter for den ukendte del af publikum og spillede ”Ingen Som Dig” fra Monopol-albummet. Det afstedkom dansen i krogene, hujen og klappen, men nummeret er også usandsynligt smukt. Der blev også plads til ”Musikken Var Høj”, som på Monopols album er duet med Karen. Nu stod ikke Karen på scenen, men derimod Malene Jacobsen, som gav lidt af et show, men klart havde stemmen til at bære nummeret og scenen. Og Rysager gav hende mere end rigelig plads ved at tage et smut ned til fodbolddrengene, mens han lod Malene improvisere på imponerende vis.

Sidste (officielle) nummer var ”Stjernenat”, endnu et Rysagernummer. Her handlede det om at være på tour med bandet. Nummeret besad den vekslen mellem stille eftertanke og rocket følelse, som der var flere af de andre numre, der godt kunne have brugt. I det hele taget fungerede Rysager og band bedst, når der gik rock i den, måske fordi det var her, hvor Rysager brændte igennem som andet end Monopol? Og fordi det var her, at spilleglæden kunne mærkes, og kemien på scenen blev tydelig.

Det blev til to ekstranumre. Det smukke ”Vi Ses” fra Monopol-albummet – og så endnu engang ”Spørg Om Jeg Vil”. Der er vist ingen tvivl om, at det virkelig er det nummer, som Rysager sætter sin lid til, men som publikum er jeg ikke meget for denne dobbeltkonfekt med at spille numre to gange. Man kan ikke andet end at undre sig: ”Har de ikke andet at spille?”. Det kunne have været et godt punktum for aftenen, men i stedet vakte det hos mig en vis irritation.

Tilbage stod man med en underlig smag i munden, for Rysager var jo god. På scenen er han hjemmevant og snakker løs mellem numrene, hvilket egner sig fantastisk til et sted som Rust. Men det blev nærmest for intimt til koncerten, fordi man følte sig helt og aldeles udenfor, hvis man ikke kom fra Præstø Fjord og kunne være med til at råbe indforståede kommentarer til scenen. Måske Rysager skulle have overvejet at tilgodese sit ukendte publikum lidt mere, end han gjorde, og måske han musikalsk skulle arbejde lidt mere på at skabe konsistens og sammenhæng.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *