12.08.06 – Isles – Stengade 30

isles-dk-presse2006-565x377

Hårdarbejdende fynboer på job i København

Som et led i kunstnerkollektivet Kernefamiliens ”non stop erotic cabaret”- fest på Stengade havde de fynske indie-støjrockere Isles fået tildelt scenen i en times tid, inden festen skulle overtages af bl.a. Tue Track. Denne tid brugte de til at introducere en god portion nye numre og de leverede en velspillet koncert uden dog helt at indfange publikum.

På Isles’ udspil fra sidste år, We have decided not to die, forekommer der mange stille numre og aftenens koncert blev åbnet med en håndfuld sange i denne kategori. Herefter lovede forsanger Søren Corneliussen da også, at der ikke ville blive spillet flere stille sange på denne aften. I stedet iværksatte Isles mere hårdtslående lydflader og her herskede der en fin energi blandt de godt sammenspillede bandmedlemmer.

Isles stillede op med de to guitarister og sangere, Søren Corneliussen og Thomas Fagerlund i front og igennem hele koncerten komplementerede de to hinanden flot. Dette kom til udtryk i deres hurtige guitararbejde og på den vokalmæssige side, hvor de to sangere understøttede og brugte hinandens lyse stemmer. Denne stemmefusion udgør et vigtigt element i mange af Isles’ numre, hvor de kompakte lydflader bevæger sig på grænsen til noget mere støjende. I stedet for at slå over i den mere kompromisløse støj anvendes en struktur, hvor de tætte lydflader erstattes af mere lyriske passager. Desværre bliver dette mønster ret hurtigt forudsigeligt og fra Isles’ side tilføres der ikke rigtig nogle nye elementer til en allerede velkendt lyd.

Isles valgte at benytte aftenen til at introducere en række nye numre for de cirka 60 fremmødte, hvoraf de to forreste rækker bestod af en trofast fanskare. Blandt de nye numre var ”Smother + Evil = Hurt”, ”Tracy”, ”La la la” og ”Romeo & Romeo”. De to sidstnævnte var i den mere støjende ende og fungerede godt live. I forbindelse med introduktionen af de nye numre reklamerede Isles for deres EP, der udkommer til oktober og deres album, der er sat til april.

Over små 50 minutter spillede Isles deres drømmende rock til stor tilfredshed for især den faste fanskare. Det var en aften præget af det hårdtarbejdende bands energi og vilje til at levere varen, til trods for at de kun har udgivet et album. Isles stikker dog ikke ud fra mængden af hårdtarbejdende bands. Deres lyd er for ofte præget af tidens tendenser og virker til tider for kompromissøgende. Der skal desværre mere til end et gedigent og velspillet show, for at aftenens koncert for alvor bider sig fast i hukommelsen og det bliver spændende at se, hvorvidt dette sker på de kommende udgivelser, men indtil da mangler der stadig nogle væsentlige elementer hos Isles, før de bliver andet end endnu et sympatisk bekendtskab.

Written By
More from Jes Brandhøj
16.09.06 – Mogwai – Pumpehuset
Sønderrivende post-rock inferno På dørene ind til Pumpehuset var der denne aften...
Read More
0 replies on “12.08.06 – Isles – Stengade 30”