Der er altid to sider af samme sag
Han er blevet kaldt Danmarks største rapper af Politiken, lovede sig selv aldrig at tage på Roskilde Festival, hvis ikke han selv skulle spille – og så er han følsom, ikke mere end han tidligere har været, men tvetydigheden blomstrer i hans musikalske univers. Diskant mødte L.O.C. til en kort snak om at være kendt og blive voksen, før han gik på scenen og satte gang i festivalgængerne på årets Roskilde Festival.
Han sidder foran EMIs skurvogn i Mediebyen på Roskilde Festival. Klokken er kun lige rundet de tolv, fredagens første koncert er i gang i baggrunden, men L.O.C. er så absolut ikke i gang med sit første interview, snarere sit fjerde. Han sidder tilbagelænet sammen med U$O og griner af og til, mens journalisten foran dem udskiftes. Den karakteristiske cap er på plads på hovedet, den karakteristiske lidt for store bluse og de baggy jeans. Intet nyt her, ganske stereotypt.
Og det er her, jeg tager mit udgangspunkt, for den unge danske rapper har flere gange udtalt sig kritisk om mødet med pressen, der enten på forhånd har bestemt, hvad de vil skrive og så forventer, at han nikker ja, eller lytter vildt interesseret og skriver præcis, hvad de har lyst til. Jeg giver ham et valg – at han selv kan styre interviewet mod, at han vælger, hvordan han skal opfattes: Som ”den dystre gangbanger på samfundets bagside” eller ”den jyske dreng, som succesen kom bag på”?
Jeg mødes med et opråb skjult bag et grin. ”Der kan du se, manipulerende er du – det er pressen… nu har du jo allerede taget to scenarier, som er så ekstreme, at du alligevel får din egen mening igennem. Jeg tror, jeg er en god blanding…” Den sidste sætning siges skælmsk, fordi han udmærket ved, at jeg nu må improvisere mig vej gennem interviewet – og det er da også svært at komme igen efter det svar, så jeg kryber i skjul og tager den nemme vej ind ved at spørge ind til L.O.C.’s forhold til Roskilde Festivalen.
”Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville komme her, med mindre jeg skulle spille, så første gang, jeg var her, var i 2001 eller 2002. Jeg har også været her sammen med Suspekt, og så har jeg – indrømmet – været her en enkelt gang, hvor jeg bare gik rundt og kiggede, men jeg har nu aldrig været den helt store festivalgænger – ikke at jeg er mere til at være backstage. Kort sagt – det er jo på pladsen, alt det sjove er, i Mediebyen går alle folk jo bare rundt og er enige om, hvor seje de er.”
Vi snakker om, at det snart er L.O.C.’s tur til at gå på scenen, Roskildes bedste af slagsen (Arena) lyder det fra rapperen selv. Det leder til et enten-eller-spørgsmål, om han mest er til at være på scenen eller i øvelokalet? Svaret et utvetydigt og kommer prompte.
”Jeg er helt klart mest til øvelokalet. Det passer godt til min halvneurotiske personlighed… Mit største dilemma er egentlig, at jeg ikke bryder mig om store forsamlinger af mennesker, fordi jeg føler, at folk kigger på mig. Og så er det jo lidt ironisk, at jeg har et job, hvor folk betaler 150 kroner for at komme og se på mig, men det er så min egen lille kamp…”
Når man oplever L.O.C. på scenen, virker det nu ikke som en kamp, men nærmere som rapperens mest naturlige element, men jeg tænker, at det måske er del af pressens hævdede nyfundne følsomhed, som skinner igennem. Og så er det jo oplagt at drille lidt, for er den hårde mand blevet mere følsom?
”Nej,” svaret kommer prompte. ”Jeg har faktisk flere gange tænkt over det, for med det nyeste album spørger mange om hvorfor, det er blevet meget tvetydigt? Jeg ved ikke – for mig har det været tvetydigt hele tiden, men et nummer som ”Eskobar” har virkelig sat gang i snakken, er det noget med kvinder eller stoffer, spørger de.… det var det samme element, der var i ”Absinth”, som jeg lavede i 2001, men fordi jeg sagde ”Absinth” var tvetydigheden åbenbart ikke tydelig. Det skulle åbenbart skæres helt ud i pap, at her er der noget tvetydigt”.
Når man læser anmeldelser af L.O.C.’s Cassiopeia oplever man da også et tydeligt skift i fokus hos anmelderne fra de tidligere albums, hvor det mest gik på formen og druk, stoffer og bitches. Nu er det netop den meget følsomme side, der dukker op. I forlængelse af L.O.C.’s sidste svar spørger jeg, om der reelt er sket noget nyt.
”Ja, jeg har vel dygtiggjort mig i at udtrykke mig”, lyder svaret efter en kort tænkepause. ”Det handler ikke om, at jeg er blevet en ny person. Jeg har lagt nogle ting bag mig, men det laver ikke om på, at jeg stadig er den samme. Jeg tror bare, jeg er blevet mere klar i udtrykket. Specielt sådan noget som ”Undskyld”-nummeret, det blev hurtigt hæftet ved, at der var et bandeord med i, men hvis folk gik helt objektivt ind og så på det nummer, hvad er det så? Det er en halv-frustreret person, der prøver at sige undskyld, men ikke rigtig kan det, fordi der er lidt for meget stolthed. Man kan tolke det, som man vil – eller også kan man sætte sig ind i, hvad det handler om, at det er et individ og en historie…”
Der er en anelse irritation at spore over at blive misforstået. Og når L.O.C. nu selv tager fat på bandeordene, kan jeg ikke modstå fristelsen til at spørge ind til den del af hans tekster, der har skabt så meget debat – nemlig udtryk som ho’s og bitches. Når det hele nu er tvetydigt, spørger jeg, er det så udelukkende noget negativt?
”Nej, det synes jeg ikke, Ordet ho har ikke samme alvor i Danmark, som det har i USA, det stammer jo fra hore. Det er et grimt ord at sige til en person, men fordi det er blevet det her hiphop-slang, så er det sådan lidt… jeg synes ikke, at det er så slemt. Jeg er også godt klar over, at det er forskelligt, hvem man snakker med. Hvad der bliver sagt i en turbus, skal man nok ikke sige til folk,” sidste sætning siges med et smil, der bliver til et grin, men hurtigt kommer en vis alvor igen. ”Det svinger selvfølgelig. Men for mit eget vedkommende og fra dem, jeg arbejder med, U$O og Suspekt og sådan, ved jeg, at 70% af gangene, de ord bliver sagt, så er det til en fyr. Men det vælger folk så at ignorere”. Og så går der en blender i gang i mediebyen kun få meter fra os. Perfekt timing kunne man sige, for L.O.C. ser indforstået på mig, mens han halvhvisker. ”Ham der, han er for eksempel en ho”.
Det handler om hele tiden at udvikle sig
Med det på plads kan jeg vende på sporet og tage fat på nogle af de spørgsmål, som L.O.C. ellers var med til at kassere i starten. Jeg konfronterer ham med, at Politiken kalder ham for landets største rapper. Hvordan mener han selv, at han er nået frem til den titel? Svaret er så regelret, som det kan være.
”Det er jeg ved at have fået støtte, ved at folk har været ude og købe min plade. I en tid, hvor folk brænder Cd’er og ting og sager, sælger den alligevel, så det er den vej rundt, at det er kommet. Jeg tror, det handler om, at folk kan relatere til det, jeg laver. Men jeg havde da ikke regnet med, at det ville komme så vidt. Da jeg var lille satsede jeg på, at jeg en dag ville have en guldplade og en grammy også, men nu har jeg fået en guldplade, så nu skal jeg snart kaste håndklædet i ringen, er det ikke sådan noget?” Igen er det den skælmske side af rapperen foran mig, der viser sig. Det skæve grin, de af natur flirtende øjne.
Jeg prøver at nå lidt ind bag ved – for er det ikke svært at bevare ambitionerne, når man når sine mål?
”Nej, men jeg synes egentlig, at det kommer an på, hvordan man opfatter det. Uanset hvad, så bilder jeg ikke mig selv ind, at jeg stadig gør det her om ti år, det kan godt være den næste plade går af helvede til, så jeg er ikke indbildsk om at leve i en stjerneverden, så derfor… når pladeforløbet er færdigt, så har man det her halve til hele år, hvor man går rundt og beslutter sig for, hvad man skal og skal i gang med den nye plade. Og hvis man bruger det halve til hele år på stadig at være rapper og smart og det ene og det andet, så kan man hurtigt blive uinteressant at høre på. Hvor det er den anden vej rundt, for at bevare hele den der inspiration, det der brændpunkt, så fjerner man sig fra det og udvikler sig i stedet for at være tilfreds med, at det går godt. På den måde kan man selvfølgelig også falde og skvatte, men i det mindste forsøger man at lave noget anderledes. Det handler om hele tiden at udvikle sig.”
Og hvordan har L.O.C. så udviklet sig i denne tid, hvor den står på koncerter landet rundt i kølvandet på udgivelsen af Cassiopeia? Han nævner selv, at arbejdet med at lave musikvideoer har taget en del tid. Men er det ikke et noget yngre publikum, L.O.C. får fat i på den måde, spørger jeg?
”Jo, det har det så vist sig, men som udgangspunkt var det rent personligt. Jeg er filmnar for alle pengene og synes, at musikvideoer er fantastiske. De minder mig lidt om oplevelsen ved at se et liveshow. Folk, der hører en single hjemme, danner deres egne billeder og stemninger ud fra nummeret, ud fra hvad de hører i deres eget hoved. Musikvideoer og liveshows er der, hvor jeg som kunstner kan give min version af min musik. Det kan godt være, at folk ikke havde set eller følt nummeret på samme måde som mig, så på den måde er det en udbyggelse af musikken.”
Men det er jo også en begrænsning, spørger jeg lidt prøvende? Bliver du ikke bange for at sætte begrænsninger for, hvordan folk opfatter musikken?
”Nej.” Så kort kan det siges. ”Jeg tror, at folk er meget selektive omkring det. De tager det til sig, hvis de vil, hvis folk ikke kan lide en video, så tager de ikke afstand til nummeret, hvis de synes, at nummeret er godt – men den anden vej rundt kan man faktisk vinde folk over, hvis de kan lide musikvideoen. Specielt da vi lavede ”Du gør mig”, som jo er et sukkersødt nummer.” Selvindsigten fejler ikke det mindste. ”Vi lavede netop videoen for at give den et ekstra lag og vise noget af den melankoli, som der er i nummeret, men som man ikke rigtig lægger mærke til. Derfor lavede vi en video, der vendte det hele om. Og den video havde folk ikke forventet, de havde regnet med noget med et hvidt studie og hvid pels og ned på knæ og hvad fanden ved jeg. Det er fedt at fucke lidt med folk på den måde, det synes jeg er skide sjovt.”
Og L.O.C. vil – hvis det står til ham – fortsætte med at udvikle sig. Jeg beder ham lege med tanken om, hvor han er om 10 år – og han bevæger sig straks væk fra livet på scenen.
”Drømmescenariet siger du…” Der tænkes, før han målbevidst sætter i gang igen, ”…det er noget med, at med noget hårdt arbejde, skal jeg ikke længere stå fremme på scenen, det jeg gerne vil bevæge mig hen imod nu, det er tekstskrivning, om det så er for andre eller hvad det bliver. Men jeg står ikke og rapper og tager mig selv i skridtet på en scene om 10 år, sådan ser jeg ikke på det.” Men hvordan ser Danmarks største rapper så på det? Han svarer selv: ”Det her det er min indgang til musik, jeg vil enormt gerne arbejde med musik hele tiden, for det er der, jeg føler mig hjemme, i den kreative proces, så hvis jeg kan sidde i den kreative proces hele tiden i stedet for hele tiden at skulle afbryde den og ud og spille de samme numre i et års tid, så vil jeg helst det. Så jeg tror helt sikkert, at jeg bliver inden for musikbranchen, men ikke som frontfigur”.
