15.12.06 – The Untamed – Stengade30

theuntamed-dk-presse2007-565x377

Elvis lever

Psychobilly-bandet The Untamed leverede et formidabelt show på Stengade 30 med ekstremt energiniveau, høj underholdningsværdi og utroligt energisk og tight-spillet musik. Musik lige ud ad en bizar landevej med Elvis, Helvedeskatte, vampyrer og monstre på bagsædet.
The Untamed har eksisteret siden 2002 og spiller særdeles energisk og fandenivoldsk musik, der er fuld af referencer til rock’n’roll, rockabilly, country, punk og garagerock, og såvel det tekstlige univers og den konkrete fremførelse af musikken trækker store veksler på en underlødig ”sleaze”-kultur, i form af bl.a. zombie- og horrortegneserier og film.

Til koncerten på Stengade 30 skortede det bestemt heller ikke på genreblandinger, musikalske og populærkulturelle klicheer og enorme ironiske selviscenesættelser. Publikum blev diverteret med en lang række iørefaldende og humoristiske numre, fra The Untameds to albums Eerie Stories og Strange Unknown, som bl.a. ”Why do I?”, ”Surabaya”, ”The Coughing Killer” og ”The Cannibal King”. Disse numre og mange, mange flere, blev leveret i en nærmest non-stop energiudladning med et stort glimt i øjet af de tre bandmedlemmer Marco Burro (sang og guitar), Helle Hellcat (bas og skrig(!)) og Jakob The Ghoul (trommer og kor), der hver især spillede alt, hvad remmer og tøj kunne holde.

Bizarre personager og ”stand up cocktail drum kit”

Den mørkhårede og mystiske Burro havde denne aften garneret sin optræden med en ankellang præstekjole, og hans fremtoning stod i kontrast til den platinblonde Hellcat, der til det mandlige publikums store glæde optrådte i en kort sort kjole med kig til den bare hud. I løbet af koncerten spillede Burro og Hellcat da også konstant op til hinanden vha. halvplatte bemærkninger og meget underholdende optrin, hvor pastoren, der tydeligvis havde en temmelig beskidt tankegang, lod sig lokke gevaldigt af den frække Hellcat, der naturligvis koket løftede op i kjolen… Jo, der var bestemt noget for husarerne!

I forhold til Burro og Hellcat syntes The Ghoul, på trods af et heftigt trucker-overskæg, umiddelbart at være mere anonym. Imidlertid var hans ekstremt tighte fremaddrivende trommer stærkt medvirkende til at koncerten og showet løftede sig op, og for alvor blev interessant. Ligesom Burro og Hellcat brugte The Ghoul også hele kroppen til at tæske energi ind i foretagendet, stående, som han gjorde, ved sit specialbyggede ”stand up cocktail drum kit”, bestående af en form for kombineret stortromme og tam, en lilletromme og et bækken.

Svedig enkelhed og Elvis reinkarneret

Trommesættets enkelhed afspejlede i høj grad hvordan The Untamed med forholdsvist simple midler, som de mestrede til fulde, fik formet og båret den svedige, energiske og underholdende fest, de havde inviteret publikum til. Det overordnede indtryk af The Untameds koncert var en nærmest pompøs enkelhed, musikalsk overskud, utroligt stramt sammenspil og så naturligvis musik, der bare kører lige ud ad en bizar landevej, hvor der er stor risiko for at møde vampyrer, mordere, monstre, miawende katte fra Helvede osv. Og samtidig heldigvis en særdeles minimal risiko for at kede sig, når det er The Untamed, der leder en på vej!

I koncerten blev der heldigvis også plads til, hvad man i The Untamed-regi, kan betegne som noget nær det nærmeste, man kommer en ballade – nemlig det skramlede, nedbarberede og skæve rock’n’roll-nummer, ”Don’t Be A Tease”, hvor Marco Burros guitar og nærmest Elvis-agtige stemme kom til sin fulde (forvrængede) ret. Det var et afbræk i en ellers hårdtspillet og heftig energiudladning af en koncert – men bestemt ikke mindre svedigt af den grund! The Untamed leverede i den grad varen denne aften på Stengade, og forhåbentlig kan de snart opleves på de københavnske spillesteder igen.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *