Mellemregning mellem mesterværker
Forventningerne er altid helt i top, når der lander nyt fra Nick Cave – uanset hvilken sammenhæng han udsender plader i. Og forventningerne plejer at blive indfriet, og derfor er vejen til en let skuffelse også kortere, fordi Nick Cave har sat sin egen overligger så højt, som det er tilfældet.
Og det er en let skuffelse, jeg sidder tilbage med, når jeg har lyttet til det nye album Dig, Lazarus, Dig!!! Niveauet er som altid højt, men det er som om, at de unikke stemninger, som Nick Cave er mester i at frembringe, udebliver på dette nye udspil.
Noget af det, der gør Nick Cave til noget helt særligt, er hans evne til med den ene hånd at gribe hårdt fat i håret på éns hoved og rive til, mens han med den anden hånd stille og nænsomt griber én om hjertet og får gåsehuden til at rejse sig over hele kroppen.
Disse vekselvirkninger er der kun antydninger af på Dig, Lazarus, Dig!!!, der i højere grad byder på en slags nervesitrende recitations-numre, der medfører et stort savn af de flotte melodier og smukke vokaler, som Nick Cave også mestrer. Og hvis ikke savnet ligger dér, så findes det i stedet i de manglende eksplosionsagtige numre, som kendetegner ham i ligeså høj grad.
”Albert Goes West” er en støjrockende sang, der hæver niveauet, og på ”Jesus of the Moon” nærmer vi os den intime og fortættede stemning, som ellers er udeladt. Men på alt for mange af albummets numre er tempoet højt og med Nick Cave i den reciterende fortæller-rolle. The Bad Seeds er som altid aldeles velspillende, men her er det også som om, at der mangler den gnist eller magi, som i mange år har været med til at gøre bandet til noget, der er ligeså særligt som dets mester.
Bevares, det generelle indtryk ville score høje karakterer hos de fleste kunstnere, og det er absolut et glimrende album, Nick Cave har præsteret. Det er bare ikke unikt og forbløffende, som det plejer at være, og derfor kan man ikke undgå at blive en anelse skuffet. Det er som om, at Nick Cave har fyldt Dig, Lazarus, Dig!!! med numre, der holder det niveau, der på de seneste 3-4 albums ville have placeret dem som nogle af de fine mellemregninger, han plejer at placere mellem de enkelte mesterværker.
Derfor kommer albummet som helhed til at virke på samme måde – en mellemregning inden næste mesterværk.
