Okkervil River: The Stand-Ins

cover-okkervilriver-the-stand-ins-2008-300x300

The Stand-Ins bør give Okkervil River et fortjente gennembrud

Allerede et år efter udgivelsen det fremragende album The Stage Names er amerikanske Okkervil River klar med et spritnyt fuldlængde album. The Stand-Ins er titlen, og albummet er fuldt ud på højde med forgængeren – og muligvis bedre. Stilen er den samme. Will Sheffs melankolske novellelignende tekster og hans følelsesladede vokal er stadig de bærende elementer i et indierock univers, der skifter mellem det afdæmpede til det mere rockede.

The Stand-Ins indeholder mindst fire sange, der konkurrerer om at være årets bedste. ”Lost Coastlines”, ”Singer Songwriter”, ”Starry Stairs” og ”On Tour With Zokos” er alle små mesterværker med tekster der funkler og må gøre de fleste sangskrivere misundelige. På ”Lost Coastlines” får Will Sheff vokal bistand af det tidligere bandmedlem Jonathan Meiburg, der nu er frontfigur i Shearwater. De to vokaler komplimenterer hinanden flot, og de første par gange man lytter til nummeret overraskes man positivt hver gang Meiburg overtager vokalen.

Will Sheffs lyrik indeholder ikke de gængse omkvæd, men er i stedet små lige-ud-ad-landevejen historier om groupier, popsange, ensomhed og meget andet. Teksterne er oftest melankolske, men helt håbløst bliver det aldrig, og man fornemmer, at der altid er et håb, man kan gribe fat i. Will Sheff har efterhånden vist et lyrisk niveau, der gør, at han tåler sammenligning med Richmond Fontaines Willy Vlautin, om end deres stilarter er meget forskellige.

Sangene fra The Stand-Ins blev indspillet samtidig med sangene til forgængeren. Derfor ligger albummet også fint i forlængelse af The Stage Names – hvilket fører videre til det eneste negative man kan sige om det nye album, for det ligger måske lidt for tæt op af forgængeren og lidt mere variation kunne ønskes. Alligevel er The Stand-Ins et forrygende album, og Okkervil River beviser, at de stadig er på toppen efter 5 fuldlængde albums.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *