Gothminister: Happiness in Darkness

Når man tænker metal og ordet ’præst’ i samme tanke, kan der nemt ledes hen til blackmetallen og brændende kirker, men i Gothministers tilfælde bør tankerne i stedet bevæge sig hen til industrial og alt andet end lyden af Norden.

gothminister-happinessindarkness
Den gotiske præst får ikke spredt sit budskab

Når man tænker metal og ordet ’præst’ i samme tanke, kan der nemt ledes hen til blackmetallen og brændende kirker, men i Gothministers tilfælde bør tankerne i stedet bevæge sig hen til industrial og alt andet end lyden af Norden.

Faktisk kan det undre lytteren stærkt at Gothminister er fra Norge, da musikken mest af alt minder om en lidt hårdere version af tyske Scooter, der havde deres storhedstid i 90erne. Gothminister begår sig i industrialgenren, som kan være påvirket af dance og electronica, som hos førnævnte Scooter, eller ligge nærmere metallen, som det til dels kan opleves hos fx Nine Inch Nails. Gothminister findes tættest på førstnævnte, men prøver ihærdigt at virke mere som sidstnævntes lyd, hvilket allerede ses på bandets navn. Der stiles mod det dystre, lidt obskure og anderledes, men desværre bliver denne tilstræben nærmest parodisk med titler som ”Dusk Till Dawn”, ”Beauty After Midnight” og ”Darkside”. Det er, som om det er utroligt vigtigt for bandet at virke uhyggelige og gotiske (de skal vel leve op til navnet!), men denne koncentration omkring image sker på bekostning af musikken.

Numrene på Happiness in Darkness varierer en del, hvor denne genre ellers ofte kan lyde noget ensformig, men variationen virker ikke gennemtænkt, og gør lydbilledet en smule rodet. Med forsanger Bjørn Alexander Brem har bandet ikke nogen stærk frontmand, der, når han synger de høje toner, lyder meget anstrengt, som det høres i ”Dusk Till Dawn”, men til gengæld klarer han den dystre del af sangene ganske fint, som en fortæller af et dystert eventyr. Desværre formår han ikke så meget andet end dette vokalmæssigt, og de fleste sange er ej heller båret af musik, der bider sig fast hos lytteren, med undtagelse af ”Freak” som, på trods af sin banale tekst og den førnævnte anstrengte vokal, har et lydbillede, der klæder Gothminister, og et omkvæd som næsten har hit-potentiale. Derudover bør ”Beauty After Midnight” fremhæves pga. den kvindelige vokal, der lyder som Enya, og derfor virker malplaceret, men det er faktisk et meget fint nummer, om end man skulle tro, der stod et andet band bag.

Resten af sangene på albummet bliver oftest overdøvede af hvor mørkt og uhyggeligt, Gothminister vil fremstå, og det bliver hurtigt for meget, både visuelt og musisk. Gothminister er et band, der vil have svært ved at blive taget seriøst pga. denne teatralske fremtoning, og når de som prikken over i’et laver en ufrivilligt komisk coverversion af Michael Jacksons ”Thriller” som afslutning på albummet, er parodien på præstedømmet fuldendt, uden at musikkens budskab nogensinde nåede ud af de gotiske kirketårne.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *