Den 5. januar 2009 skrev en David Bowie følgende hilsen på Twitter: “Cheers from a snowy Berlin! Working on some new material!”. Det har senere vist sig at være en and, og den rigtige Bowie har efter sigende slet ingen Twitter-profil. Men den falske nyhed alene satte alligevel en musikpresse helt i selvsving. Arbejdede Bowie virkelig i Berlin igen? Var han tilbage?
Den umiddelbare begejstring over en Bowie i Berlin er ikke svær at forstå. David Bowies år i Berlin står for mange som det kunstnriske højdepunkt i englænderens karriere, og som det mest lysende eksempel på hvad man kan udrette, når man tager make-up’en af og har evnen til at afsøge (rock)musikkens muligheder. Den evne havde Bowie og i denne korte periode i den kolde krigs hovedstad bragte han for en kort stund populærmusikken et afgørende skridt videre.
I 1976 stod David Bowie for så vidt på toppen af sin karriere. Den nysgerrige englænder David Robert Jones havde forvandlet sig først til Ziggy Stardust og siden til kokainkongen The Thin White Duke. Med udgivelserne “Diamond Dogs”, “Young Americans” og “Station to Station” havde han fra 1974 til 1976 også fået et stort kommercielt gennembrud i USA. Det var derfor helt naturligt, at Bowie slog sig ned for en stund i Los Angeles.
Tiden der blev dog langt fra lykkelig. En diæt bestående af meget kokain og lidt mælk var ikke befordrende for Bowies mentale habitus. Han begyndte at drive ind i paranoide tilstande, og brugte alt for meget tid på bøger om mystik. Nogle hævder sågar at Bowie i denne periode flirtede mere end rigeligt med fascistisk vraggods. Også Bowies ægteskab hang i en tynd tråd, og på det økonomiske område var det også opbrudstider efter at Bowie havde fyret sin manager. Der skulle på alle måder ske noget nyt.
Weimar-Berlin og nye tyske lyde
Bowie var ikke den eneste, der i denne periode havde en del at slås med. Meget tidligt havde Bowie erklæret sin beundring for Iggy Pop og Lou Reed – længe før så mange andre havde hørt om dem. I 1972 havde han hjulpet Lou Reed på fode igen efter Velvet Underground med det store sologennembrud “Transformer”. Nu kom turen til Iggy Pop, der stort set levede fra dag til dag i Los Angeles. Bowie tog ham under sine vinger og med på Station to Station touren.
David Bowie og Iggy Pop tog således til Berlin med et meget lille følge. Stjernedagene fra Californien skulle lægges på hylden. Det samme skulle i et vist omfang stofferne. Men som Iggy Pop senere noterede sig, så tog de til “The Heroin Capital of the World” for at komme på fode igen. Berlin lå midt i den kolde krig og afsondret fra verden midt i DDR. At komme dertil var som at dumpe ned i en tilstand af desperation, kreativitet, destruktion og trods.
Men for Bowie handlede det også om at lede efter det hedonistiske Berlin, han havde læst om hos forfatteren Christopher Isherwood, som Bowie havde mødt i Los Angeles. Isherwood havde boet i Weimar-republikkens Berlin og den tid fangede han ind i bl.a. novellesamlingen “Goodbye to Berlin” fra 1939. En bog der bl.a. inspirerede “Cabaret”. Dette vibrerende og dekadente Berlin var før som nu et næsten mytisk sted med ‘verfremdung’ hos Bertolt Brecht, nye idéer hos Bauhaus og ekspressionistiske malere med alt for meget på hjerte.
Det var dog ikke blot dette mytiske Weimar-Berlin, som Bowie ville opsøge. Han har altid haft fingeren usædvanligt sikkert på pulsen – dengang som nu. Og selvfølgelig vidste Bowie alt om, hvad der foregik på det europæiske kontinent. Fra den vestlige udpost i Los Angeles var der drang nach Europa med inspiration fra den tyske såkaldte krautrock-scene med navne som Faust og Can. Men det var specielt Neu! og Kraftwerk, der øvede indflydelse på Bowie. Han havde spillet Kraftwerk på Station to Station turnéen, der bl.a. kom forbi Falkonér Salen, og som også inkluderede en visning af Luis Buñuel og Salvador Dalis film “Un chien andalou”.
Oven på en overflod af guitarsoli og prog-rock fra Genesis og Pink Floyd var det tid til nytænkning. I England fejede punken alt ud med ét veltilrettelagt slag. Men det ramte ikke Bowie. Han var allerede meget videre og havde i øvrigt allieret sig med punkens gudfader i Iggy Pop. Nytænkning og nye udtryk var på dagsordenen og med den nye tyske indflydelse kunne Bowie se en vej videre fra stjernetilværelsen og de amerikanske rygklappere. At flytte til Vest-Berlin og eksperimentere med en kontinental lyd var nok ikke pladeselskabets kop te. Mon ikke de helst havde set en “Young Americans 2”? Men det var et oplagt valg for Bowie, der ville starte forfra i en ny by med nye lyde.
Hauptstrasse 155 og Romy Haag
Da David Bowie og Iggy Pop ankom til Berlin i 1976 indkvarterede de sig først på en undseeligt hotel, inden de fandt en 10-værelses lejlighed på Hauptstrasse 155 i Schöneberg-kvarteret. Fra denne verden levede de to i et kort øjeblik en nogenlunde normal tilværelse med indkøb i KaDeWe i Bowies Mercedes, kaffe på de lokale caféer og en nysgerrig afdækning af det stadigt vibrerende berlinske natteliv.
Godt nok var stofferne nogenlunde lagt på hylden, men Iggy Pop har senere fortalt om en opdeling i to dages excesser, to dages rekonsalvens og så tre dage til at lave noget. Ned og købe hummer på KuDamm og videre ud i nattelivet eller afsted på en af de lokale knejper. Det var den type liv, der bragte både Iggy Pop og David Bowie tilbage til livet og kunsten. Efter sigende også en tid med forskellige romancer. Bowie med den transseksuelle natklubsangerinde Romy Haag og Iggy Pop med bl.a. en ambassadørdatter.
Trilogien
David Bowie taler selv om sin egen “Berlin-trilogi”. Og han har sagt meget klart, at formentlig er den del af hans omfattende prodution, han er mest stolt af. Med trilogien hentydes der til de tre plader “Low”, “‘Heroes'” og “Lodger”, der kom som perler på en snor fra 1977 til 1979.
Men at tale om en egentlig trilogi fra Berlin er lidt en tilsnigelse. I virkeligheden var det kun “‘Heroes'”, der blev skrevet og optaget fuldstændig i Berlin. For de andre plader gælder, at der var Bowie som altid mange steder på én gang. Det er imidlertid ikke kun den geografiske placering, der er vigtig her. Snarere tænker Bowie formentlig på den indstilling til de tre plader og ikke mindst holdet bag. Trilogien blev nemlig til i et trekløver bestående af Bowie selv, ambient-pioneren Brian Eno og producer Tony Visconti.
Særlig Brian Eno fremhæves ofte som det lysende geni bag ved den nyskabende lyd på de tre plader. Eno var med til at starte Roxy Music, men var allerede i midten af 70’erne langt videre i sin udforskning af nye ambiente landskaber. Eno havde taget nye teknologiske muligheder til sig med kyshånd og kunne se mulighederne i mere drømmende lydbilleder. Eno var dog ikke med hele vejen. Her spillede Visconti en langt mere aktiv rolle, som Bowie trofaste producer. Men også Visconti bragte nysabende idéer med sig i studiet. Særlig var hans idéer omkring trommelyden revolutionerende.
Trilogien startede reelt før både Bowie og Iggy Pop var kommet til Schöneberg. I sommeren 1976 befandt de begge sig nemlig nord for Paris i studiet i Château d’Hérouville. Her blev Iggy Pops strålende comeback “The Idiot” til og her begyndte også Bowies “Low” at tage form. Bowie havde samlet et hold omkring sig, der også formåede at løfte Iggy Pop op, hvor han hørte hjemme. Bowie brugte sågar situationen til at turnere med Iggy Pop som en regulær del af hans band.
Da holdet mødtes i Berlins Hansa studier meget tæt ved Muren begyndte arbejdet for alvor med et album, der må ses som Bowies største kunstneriske bedrift. Man skal altid passe på med at kanonisere alting. Det er dog svært at komme udenom “Low”, hvis man vil finde et album, der har haft både viljen og evnen til at redefinere rockens sprog og muligheder.
“Low” består af to skarpt adsilte LP-sider. Den første udgøres af nogle relativt let genkendelige rocksange, mens den anden halvdel udgør et brud med forestillingen om en rocksang. Og hvor Bowie tidligere havde gemt sig bag adsillige alter ego’er af skiftende karakter, skrev han nu meget mere direkte og spontant sange fra det soveværelse, hvor han havde søgt tilflugt. Bowie var “low” i den tid, og frygtede af gode grunde for sit mentale og fysiske helbred. Den angst kan høres på albummet.
Men Bowie var også helt konkret inspireret af måden, som Iggy Pop indspillede sin sange. Pops tekster kom ikke som færdige digte fra en notesbog. De blev nærest hamret ned på stedet – og ofte direkte ind i mikrofonen i studiet. En spontan og direkte metode, som Bowie lod sig inspirere af i en i øvrigt utradionel arbejdsform, hvor rytmesporene blev lagt først, dernæst kom guitar og anden instrumentering og så til sidst vokalerne. En inproviseret og eksperimenterende form, der i andre hænder nok ville have givet katastrofale resultater. Her blev resultatet legende, frisk og nyskabende. Og hvis processen gik i stå, havde Eno i øvrigt medbragt sine selvlavede reative tarot-kort, der kunne vise vejen ud af en fastlåst situation. Det var ikke alle, der børd sig lige meget om den metode.
Resultatet af anstrengelserne på “Low” blev et album, hvor der var plads til regulære rocksange som “Sound and Vision” og “Be My Wife”, men hvor hovedrollen måske blev spillet af de sfæriske og ordløse hymner “A New Career in a New Town”, “Warszawa” og “Art Decade”. På disse stykker får Bowies nye kontinentale inspiration sit fulde udtryk. Ikke mindst “Warszawa” står som et næsten isnende stykke over en togtur igennem jerntæppets østeuropæiske virkelighed. Helt uden ord er albummets side 2 ikke. Flere steder nærmest messer Bowie hen over musikken som sit eget bulgarske kor lukket inde bag jerntæppet. Det er kontinentalt og aldeles fremragende.
Modtagelsen af pladen bestod mestendels i forbløffelse. Bowie havde valgt ikke at rejse verden rundt og promovere den. “Low” fik lov at tale sit eget tydelige sprog. I stedet tog han på tour som en del af Iggys band.
Tilbage i Berlin begyndte så forberedelserne til det, der blev det eneste ‘rene’ Berlin-album, nemlig albummet “Heroes”. Navnet skal skrives i citationstegn som for at understrege, at der i en verden med et delt Berlin ikke findes mange helte, men at man en enkelt dag kan være det, som de to elskendes ærlighed ved Muren. Afmålt og med en præcision, der gør titelsangen til en af de absolut stærkeste i hele Bowies enorme katalog. Bowies produtionsmetode blev fulgt også på “Heroes”, og det betød, at alle guitarer blev inspillet på én gang af Robert Fripp. Han blev fløjet ind og indspillede alle guitarer på seks timer i alt.
Hvor “Low” viste Bowie som en fortæller på flugt fra vanviddet, bærer “Heroes” mere præg af det sted, hvor hele albummet blev til. Perspektivet er rettet mere udad mod en verden på randen af atomar udslettelse, hvor det kun giver mening at drømme om dagen i dag, og hvor betonen skriger til himlen i forstæder som Neukölln. Og sompå “Low” er der en side 1 med mere traditonelle sange og en side 2 med mere sfæriske og elektroniske kompositioner.
“Heroes” blev på trods af titelnummeret heller ingen kommerciel succes. Eksperimenterende kontinentale landskaber var ikke hvad en verden grebet af disco drømte om. Men udenfor mainstream udgjorde “Low” og “Heroes” kunstneriske milepæle, der trækker masser af tråde helt op til i dag. Både de elektroniske men så sandelig også hele post-punkens æstetik og lyd. Og for mange post-punkere i smørhullet København blev Berlin pludselig endnu mere interessant. Det var stedet at valfarte til, hvis man som Strunge ville rejse i “Livets hastighed”.
Bowie nævner selv albummet “Lodger”, der udkom i maj 1979, som den sidste del af trilogien. Men egentlig skiller “Lodger” sig ud på flere måder fra de foregående plader “Low” og “Heroes” og også Iggy Pops “The Idiot”. Albummet blev til sammen med Eno og Visconti, men “Lodger” er også lyden af Bowie på vej væk fra Berlin igen. Nu måtte han videre, og “Lodger” endte med at blive en meget lettere tilgængelig plade uden så mange instrumentale numre. Der blev dog eksperimenteret, men uden helt de samme kunstneriske højder. F.eks. byggede Bowie et nummer op ved at spille “Alle the young dudes” bagfra.
Numre som “D.J.” og “Boys Keep Swinging” viste knap så mørke sider af en David Bowie, som tydeligvis var kommet sig efter årene i Los Angeles, og som nu var klar til at prøve nye ting igen. Ved indgangen til 80’erne var Bowie klar til at tage hele popvejen igen. Men 80’erne blev et årti, som Bowie nu allerhelst bare vil glemme. “Lodger” blev afsluttet i New York, og står som den definitive afslutning på en enestående periode i rockmusikken.
Reelt varede eksilet i Berlin mindre end 14 måneder. Men på den korte periode var Bowie med i fire albums, der den dag i dag står som kunstneriske milepæle, og som har cementeret myten om Berlin som kunstnerisk tilflugtssted. Skræller man mytologien væk finder man imidlertid noget musik, der fortsat er et overskud af kreativitet og originalitet.
Bøger: Hugo Wilcken: David Bowie’s Low (33 1/3) – Thomas Jerome Seabrook: Bowie in Berlin
