Buddy & Julie Miller: Written in Chalk

Der er fornemme højdepunkter undervejs – men desværre også flere faldgruber, som giver anledning til at mistænke The Millers for at læne sig en tand for meget op ad Plant/Krauss-konceptet. Det falder ikke helt heldigt ud, selvom grundlaget for noget stort helt afgjort er på plads undervejs.

cover-buddyandjuliemilller-writteninchalk-2009-300x300

Charmerende men skuffende kostalds-hybrid

Ægteskabet mellem Buddy og Julie Miller har efterhånden varet ved i 20 år. Musikalsk har de ikke hængt sammen i ligeså høj grad, men på nyeste fællesskabelse Written In Chalk slår de pjalterne sammen og inviterer husets gode venner til at medvirke.

Buddy Miller har for nyligt supportet Robert Plant og Allison Krauss på deres tour i forbindelse med Raising Sand-albummet, og der er tydeligvis faldet en masse stemning og inspiration af fra denne turné. Koblingen mellem den lettere beskidte rock’n’roll, den støvede kolorts-stinkende country og den skrøbelige melankolske americana ligger ikke langt fra Plant/Krauss-ånden, og det kan få nogle til at opfatte grundskabelonen til Written in Chalk en anelse letkøbt.

Nogle numre fungerer fremragende og viser, at Buddy & Julie Miller både hver for sig – og sammen – er bemærkelsesværdige kunstnere. Åbneren ”Ellis County” er formidabel med Buddy Miller på vokal – mens Julie giver igen på den skrøbelige og ualmindeligt nærværende ”A Long, Long Time”, der grænser sig til en jazzet fornemmelse med sit tilstrækkeligt sparsommelige blæserakkompagnement.

Efter min klare overbevisning skulle familien Miller have holdt sig til sig selv og undladt at invitere helt så mange af husets venner indenfor. Emmylou Harris, der medvirker på ”The Selfishness Of Man” er selvfølgelig et sikkert kort at spille, men en del af nærværet og intimiteten går af, og rent musikalsk står jeg af hesten, når det bliver så country-kostalds-stinkende som på ”One Part, Two Part” med Regina McCrary som gæst.

Der er fornemme højdepunkter undervejs – men desværre også flere faldgruber, som giver anledning til at mistænke The Millers for at læne sig en tand for meget op ad Plant/Krauss-konceptet. Det falder ikke helt heldigt ud, selvom grundlaget for noget stort helt afgjort er på plads undervejs.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *