04.04.09 – A Kid Hereafter – Tapperiet i Køge

A Kid Hereafter spiller tydeligvis, fordi de kan lide det – også selvom der ikke står en brølende crowd foran dem. Der blev skudt med skarpt fra hoften, og numrene blev fremført med både bid og en afvæbnende lystighed, der sikrede det høje niveau på lørdagsunderholdningen denne aften.

akidhereafter-dk-presse-300x300

Underholdende gakkelakkere på mentalt overdrev

Det tidligere gasflaskeopfyldningsanlæg på Køge Havn stillede lokaler til rådighed for de ustyrlige Kids, der sidste år blandt andet fik en Danish Metal Award for deres glammende grindsideprojekt A Kid Hereafter In The Grinding Light.

Havneanlægget er oprindeligt bygget, så en eventuel eksplosion fra gasflaskerne ville blæse vægge og tag ad helvede til på en sikkerhedsmæssig mest hensigtsmæssig måde. Som koncertsted for blandt andre Frederik Thaae & Co er det nok ikke nogen dårlig idé. Man føler sig tryg, velvidende at bygningen er konstrueret til voldsomme energiudladninger. Og bygningen blev testet denne aften på behørig og underholdende vis!

A Kid Hereafter spiller en uimodståelig blanding af pop, rock, glitter, glam og punk, tilsat en god portion charme og originalitet. En slags undergrundsnørder, der spræller og larmer som det passer dem. Men tag ikke fejl! Musikken er gennemkomponeret til mindste detalje, og overstyrmand Frederik Thaae styrer besætningen fra broen med både overskud og skæv humor. Denne aften iført knaldrødt jakkesæt, Stauningskæg og en boblende spilleglæde, der gør forskellen.

Der var mødt sparsomt op på Tapperiet for at høre de mentale vildmænd og deres kabaretrock, men det gjorde ikke festen mindre for de tilstedeværende. A Kid Hereafter spiller tydeligvis, fordi de kan lide det – også selvom der ikke står en brølende crowd foran dem. Der blev skudt med skarpt fra hoften, og numrene blev fremført med både bid og en afvæbnende lystighed, der sikrede det høje niveau på lørdagsunderholdningen denne aften.

Nærmest færdig med hovedshowet skete der en metamorfose, da bandet transmogriffede sig over i hvide jakkesæt og genopstod som deres selvbetitlede sideprojekt In The Grinding Light. Og nu stod bygningen sin prøve, da de rene grindcore-numre blev fyret af som maskingeværbyger. Det er umuligt ikke at blive i godt humør af det kontrollerede vanvid, der udspringer af kvartettens talenter for det uventede og det skæve, parret med en fabelagtig evne til bare at fyre den af!

Hele aftenen sluttede således af med, at band og publikum byttede plads! Publikum blev mokket op på scenen og A Kid Hereafter indtog dansegulvet i et Grand Finale, der fik væggene til at bule en smule udad.

Kaos eller Stauning? Denne aften fik vi begge dele, heldigvis.

Written By

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *